Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ny ADL-I-manual efter feedback

Ny ADL-I-manual efter feedback

13. marts 2023
1900 ergoterapeuter er certificeret til undersøgelsesredskabet ADL-Interview, der nu har fået opdateret og udvidet sin manual. Det fortæller forskerne bag.

1900 ergoterapeuter er siden lanceringen af undersøgelsesredskabet ADL-Interview i 2020 blevet certificerede brugere, og en del af dem har givet feedback på det populære redskab, som bruges til at beskrive og måle en persons oplevelse af egen ADL-evne.

På baggrund af i alt 106 certificerede (86 ergoterapeuter og 20 ergoterapeutstuderende) ADL-I-brugeres tilbagemeldinger på en spørgeskemaundersøgelse i foråret 2021 om anvendeligheden af manual og uddannelsesmateriale har forskerne bag undersøgelsesredskabet, professor Eva Ejlersen Wæhrens og lektor Kristina Tomra Nielsen, nu udsendt en revideret manual.

Det er blandt andet manualens kapitel 3 om administration, der er blevet suppleret med præciseringer af, hvordan det håndteres, hvis klienten ikke har aktuelle erfaringer med at udføre ADL-opgaver, hvordan udtrykket ”ikke relevante opgaver” skal forstås samt hvordan ADL-I evne-mål beregnes. Samtidig er manualen blevet udvidet med et forskningskapitel, der beskriver baggrunden for udviklingen af ADL-I, de metoder, som er anvendt i forbindelse med udvikling af redskabet, samt det forskningsmæssige grundlag for den aktuelle kliniske version. Derudover beskriver forskerne i kapitlet en række danske studier, hvor ADL-I har været anvendt.

Med den netop opdaterede version af manualen afsluttes det projekt, som i 2018 fik midler fra Ergoterapeutforeningens ADL-pulje, og som altså resulterede i ADL-I. Det er gratis for såvel ergoterapeutstuderende som uddannede ergoterapeuter at blive certificeret i og anvende ADL-I.

 

Om ADL-I

  • ADL-Interview (ADL-I) er et redskab udviklet til at beskrive og måle en persons oplevelse af egen ADL-evne indenfor såvel PADL (personlig ADL), som IADL (instrumentel ADL).
  • Mere specifikt fokuserer ADL-I på kvaliteten i en persons udførelse af ADL opgaver i forhold til effektivitet, sikkerhed, selvstændigt og anstrengelse, baseret på personens egen rapportering.
  • Det er gratis for ergoterapeutstuderende og uddannede ergoterapeuter at oprette sig som brugere og gennemgå certificering i anvendelsen af ADL-I.
  • Certificering sker via hjemmesiden www.ac-ergoterapi.dk, hvor man også finder manual, uddannelsesmateriale og interviewskema.
  • Hjemmesiden er samtidig platform for information om emner indenfor aktivitetscentreret ergoterapi. Bl.a. finder man:
    • Danske oversættelser af de aktivitetscentrerede ergoterapeutiske modeller The Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) og The Transactional Model of Occupation (TMO) fra teoribogen Powerful Practice af A. Fisher.
    • En beskrivelse af The Intentional Relationship Model (IRM), som handler om den terapeutiske relation.
    • En dansk oversættelse af Self-Assessment of Modes Questionnaire (D-SAMQ), som giver den enkelte ergoterapeut mulighed for at arbejde med egen terapeutisk stil.
    • Information om ergoterapeutisk undersøgelse, herunder både metoder (selvrapportering og observation), samt beskrivelse af aktivitetscentrerede redskaber som ADL-I og AMPS.

Læs mere