Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ny Hvidbog: National Handlingsplan for Leddegigt

Ny Hvidbog: National Handlingsplan for Leddegigt

10. februar 2016
Hvidbogen følger op på projekt VISION Leddegigt 2020, som havde til formål  at skabe en fælles ramme for de forskellige aktører på leddegigtområde.

Leddegigt er en kronisk, inflammatorisk sygdom, der rammer kroppens led, sener og bindevæv og øger risikoen for følgesygdomme, f.eks. hjertekarsygdomme, lungesygdomme, infektioner mv. Sygdommen kan medføre funktionsnedsættelse og reducere livslængden.

For at tilvejebringe vision Leddegigt 2020 blev der nedsat en tænketank som sammen med Institut for Fremtidsforskning og med støtte fra medicinalfirmaet Roche gennemførte en række kvalitative interviews med blandt andet reumatologer og reumalogiske sygeplejersker. Herudover blev der gennemført en scenariedag, hvorunder leddegigten og tilhørende problematikker om behandlingsformer, arbejdsmarkedspotentialer, patientkrav og andre væsentlige emner blev diskuteret.

Som udløber af VISION Leddegigt 2020 og visionsrapporten, blev der nedsat to arbejdsgrupper: En med fokus på sundhedspolitik og en med fokus på arbejdsmarkedspolitik.

Næstformand i Etf Lene Barslund blev formand for arbejdsgruppen vedrørende arbejdsmarkedspolitik. Arbejdsgruppen havde til formål at drøfte:

  • Hvilke centrale problemstillinger, der gør sig gældende for RA-patienter i forhold til tilknytning til arbejdsmarkedet
  • Diskutere arbejdsmarkedspotentialet i forhold til RA-patienters ressourcer og forudsætninger
  • Afdække politiske og samfundsmæssige arbejdsmarkedsrelaterede barrierer og udfordringer i forhold til RA-patienter

- Et af de emner, som gik igen under drøftelserne i arbejdsgruppen vedrørende arbejdsmarkedspolitik var anbefalingerne vedrørende forløbskoordinatorer i kommunerne, udtaler Lene Barslund og fortsætter - Jeg er derfor godt tilfreds med, at hvidbogen har en konkret anbefaling vedrørende en kommunal forløbskoordinator for borgere med sygdommen leddegigt. Det vil give god mening, at forløbskoordinatoren  fx er en ergoterapeut fra det kommunale rehabiliteringsteam.

Relaterede nyheder