Ny national demenshandleplan på vej
- Mennesker med demens har også ret til en hverdag, hvor de inkluderes aktivt og respektfuldt i det miljø, hvor de lever deres liv, siger Ergoterapeutforeningens formand Gunner Gamborg. Jeg synes derfor, at det er rigtig positivt, at Sophie Løhde nu tager initiativ til, at der skal laves en national handleplan for området.
I Danmark er der årligt 7.700 nye tilfælde af Alzheimers og anden demenssygdom, og 12.000 mænd og 20.000 kvinder lever med Alzheimers og anden demenssygdom, viser Sundhedsstyrelsens rapport om ”Sygdomsbyrden i Danmark”.
- Et målrettet rehabiliteringsforløb kan udsætte funktionstab og medvirke til at skabe en meningsfuld hverdag for mennesker med demens, siger Gunner Gamborg. - Og lige netop det håber jeg vil være et centralt omdrejningspunkt, når der skal udarbejdes en nationale handleplan for demens. Vi er klar til at byde ind med den viden, som ergoterapeuter har på området.
Fakta om handlingsplanen for demens
Regeringens nationale handlingsplan for demens tager udgangspunkt i tre overordnede målsætninger:
- Danmark skal være et demensvenligt land, hvor mennesker med demens kan leve et værdigt og trygt liv
- Behandling og pleje af mennesker med demens skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og værdier og tilbydes i sammenhængende forløb med fokus på tidlig indsats, nyeste viden og øget forskningsindsats
- Pårørende skal inddrages aktivt og samtidig have mere støtte i livet som pårørende
Regeringen vil øremærke et trecifret millionbeløb til handlingsplanen i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.
Handlingsplanen forventes at være færdig i efteråret 2016.