Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ny pris hylder de modige og målrettede

Ny pris hylder de modige og målrettede

12. oktober 2015
Firmaet Ergoment har i 2015 stiftet denne pris for at sætte fokus på ergoterapeuters evne til at udvikle praksis gennem refleksion. Ergoment Prisen gives til et projekt eller en proces, der har haft til hensigt at identificere Next Practice i ergoterapifaget. Prisen er på 15.000 danske kroner og uddeles en gang årligt.

- Formålet med prisen er at honorere modige og refleksive ergoterapeuter, der tør tage en chance, forfølge en idé og gennemføre målrettede tiltag for at skabe forandring, siger Pernille Kvist, ejer af Ergoment Aps. 

I denne tænkning kan selv fejlslagne tiltag have været fuldt ud lige så lærerige som succesfulde tiltag. 

- Prisen honorerer vilje, mod og læring fra en værdifuld og indsigtsskabende proces, hvor erfaringerne kan være til glæde og gavn for andre, siger Pernille Kvist.

I Etf ser næstformand Lene Barslund et stort potentiale i prisen: - Jeg ved, at mange ergoterapeuter er kreative og har ideer til, hvordan praksis kan udvikles. Denne pris kommer helt sikkert  til at være et incitament til ham eller hende, der brænder for at udvikle og formidle sin ide. Derfor har Etf sagt ja til at administrere prisen og jeg håber, at vi modtager mange ansøgninger den 1. marts. 

Læs mere om Ergoment Prisen og kriterierne for at ansøge