Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ny rapport: Specialiseret rehabilitering til parkinsonramte virker

Ny rapport: Specialiseret rehabilitering til parkinsonramte virker

21. september 2015
Resultater fra Parkinsonforeningens fireårige rehabiliteringsprojekt viser, at parkinsonramte kan forbedre både funktionsniveau og livskvalitet gennem rehabiliteringstilbud målrettet sygdommens progression.
Rehabilitering
Ergoterapeut Mette Søndergaard har sammen med en parkinsonsygeplejerske fra Bispebjerg Hospital stået for hjemmebesøg hos 36 parkinsomramte og pårørende, som indgår i fireårigt rehabiliteringsprojekt.

Af Sandra Holmgaard

I dag findes der ikke et målrettet og specialiseret rehabiliteringstilbud til alle parkinsonramte, men i 2010 fik Parkinsonforeningen satspuljemidler til at udvikle et tilbud til målgruppen. Resultaterne af det fireårige projekt er nu offentliggjort af KORA, der står bag evalueringen.

Den samlede konklusion er, at parkinsonramte og pårørende har haft udbytte af at deltage i det specialiserede rehabiliteringstilbud, der består af tre indsatser:

Et weekendkursus til nydiagnosticerede (sygdommens fase 1), et to-ugers rehabiliteringsophold for parkinsonramte, der har haft sygdommen i flere år (fase 2 og 3) og et tilbud om hjemmebesøg hos parkinsonramte, som bor i eget hjem og er i de fremskredne faser af sygdommen (fase 4 og 5).

Før-efter-målinger viser, at weekendkurset og rehabiliteringsopholdet har haft positiv effekt på livskvalitet, mobilitet og muskelstyrke, mens hjemmebesøgene har givet de parkinsonramte og deres pårørende mere styr på de ting, der før har skabt udfordringer i hverdagen.

Ergoterapeut Mette Søndergaard har sammen med en parkinsonsygeplejerske fra Bispebjerg Hospital stået for hjemmebesøgene hos de 36 parkinsonramte og pårørende, som indgår i projektet. Mette Søndergaards projektansættelse er kommet i stand på baggrund af Etf’s deltagelse i rehabiliteringsprojektets følgegruppe.

Målet med hjemmebesøgene var at højne livskvaliteten og lette hverdagen.

- Det blev tydeligt, hvordan Parkinson i den grad påvirker dagligdagen. Parkinsomramte og pårørende har mange spørgsmål, så hjemmebesøgene blev en kombination af sygeplejerskens dybe indsigt i sygdommen og mit fokus på hverdagen. Parkinsonramte og pårørende har individuelle behov, men vi har arbejdet meget med rollefordeling, aflastning, ADL-træning i hjemmet og vigtigheden af at holde sig fysisk aktiv for at modarbejde sygdommens progression, siger Mette Søndergaard.

- Det er et tilbud, som rigtigt mange parkinsonramte ville kunne få glæde af. Men det er også et projekt, vi kan lære af. På tredje og sidste hjemmebesøg viste det sig mange gange, at der var initiativer, som ikke var sat i gang. Ofte skyldes det, at ansvaret hviler på den parkinsonramte og pårørende. Men hverdagen kan være så belastet, at der ikke er overskud til selv at iværksætte eller følge op, så det ansvar bør placeres hos relevante fagpersoner, fortsætter Mette Søndergaard.

Parkinsonforeningen har fået bevilliget 6,8 mio. kr. af satspuljemidlerne inden for sundhed til at fortsætte rehabiliteringsprojektet i perioden 2015-2016.