Nye anbefalinger skal få flere til at vælge psykiatrien
Høj kvalitet i indsatsen for mennesker med psykiske lidelser kræver et tilstrækkeligt antal sundhedspersoner med forskellige faglige baggrunde og stærke kompetencer. Derfor kommer Sundhedsstyrelsen sammen med en arbejdsgruppe med nye anbefalinger, der skal styrke, at læger, psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fremover vil vælge at arbejde i psykiatrien.
Udfordringerne med at rekruttere og fastholde sundhedsfagligt personale i psykiatrien er ikke nye, og regionerne har allerede gennemført en række indsatser for at forbedre situationen. De nye anbefalinger bygger videre på erfaringerne derfra.
Anbefalingerne beskriver blandt andet, hvordan man kan opbygge et fagligt stærkt og lærerigt arbejdsmiljø, hvor der er gode muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. Det er med til at sikre høj kvalitet i behandlingen og er samtidig med til at støtte, at der kommer kompetente medarbejdere til området.
Arbejdet med at komme med anbefalinger er støttet via satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2019-2022, hvor der blev sat penge af til, at Sundhedsstyrelsen kommer med anbefalinger. Anbefalingerne vil indgå i prioriteringen af de i alt 3 mio. kr., som er afsat i satspuljen til tiltag og indsatser, som kan fremme rekruttering og fastholdelse af sundhedspersonale i den regionale psykiatri.
- Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
- Du finder "Anbefalinger til rekruttering og fastholdelse til sundhedspersonale i psykiatrien her