Nye definitioner på dysfagi
Ergoterapeuter ved selvfølgelig udmærket, hvad dysfagi er, men indtil for ganske nylig har der faktisk ikke været hverken dansk eller international konsensus for én definition. Det har såvel Dansk Selskab for Dysfagi og en international forskergruppe, Speyer et al, imidlertid nu rådet bod på.
Hos Dansk Selskab for Dysfagi lyder begrundelsen for at udarbejde en definition, at dysfagi mange steder i sundhedsvæsenet stadig er et overset problem, og at der derfor er behov for øget bevågenhed og fokus på behandling af dysfagi.
”Ved at udarbejde og udbrede en dansk definition af dysfagi skabes en fælles forståelse af symptomet, så både patienter, pårørende og de sundhedsprofessionelle begynder samarbejdet fra et fælles ståsted. Dette giver grobund for et øget fokus på dysfagi på tværs af det danske sundhedsvæsen”, skriver Dansk Selskab for Dysfagi i deres pressemeddelelse.
Selskabet fortæller, at definitionen er udarbejdet på baggrund af et studie, der involverer en stor gruppe deltagere fra forskellige faggrupper i sundhedsvæsnet lige fra ergoterapeuter, diætister, læger og sygeplejersker til logopæder og social- og sundhedsassistenter.
Den danske definition lyder:
”Dysfagi forstås bredt som funktionsnedsættelser, der enten forhindrer eller begrænser indtagelsen af føde og væsker, og som gør synkning risikabel, ineffektiv, ubehagelig eller som påvirker livskvaliteten.”
International definition
I september 2022 lancerede en international forskergruppe med talepædagog/professor Renee Speyer også en definition på dysfagi.
Den lyder i sin originale form sådan:
“Dysphagia is a symptom or a collection of symptoms of one or more underlying anatomical abnormalities, or impairments and disorders in cognitive, sensory and motor acts involved with transferring a substance (including food and liquids) from the mouth—or nasal cavity—to the stomach, possibly resulting in but not limited to: reduced efficiency and safety of swallowing, failure to maintain hydration and nutrition, risk of choking and aspiration leading to pulmonary complications, and reduced quality of life.”
Og i en ikke valideret oversættelse til dansk:
”Dysfagi er et symptom eller en samling af symptomer pga. en eller flere underliggende anatomiske abnormiteter, eller funktionsnedsættelser og forstyrrelser i kognitive, sensoriske og motoriske handlinger involveret i transfer af et stof (inklusive mad og væske) fra munden eller næsens hulrum - til maven. Dette kan muligvis resultere i, men er ikke begrænset til: reduceret synkeeffektivitet og sikkerhed, manglende opretholdelse af hydrering og ernæring, risiko for kvælning og aspiration, der fører til lungemæssige komplikationer samt nedsat livskvalitet.”
Formanden for Ergoterapeutforeningens selskab på området, EFS Dysfagi, Annette Kjærsgaard siger om de nye definitioner:
- EFS Dysfagi hilser de nye definitioner på dysfagi velkommen og anerkender begge versioner. Samtidig opfordrer vi til, at definitionerne bliver implementeret i klinisk praksis som referenceramme for den tværfaglige tilgang til dysfagi på den enkelte arbejdsplads.
Ud over at være formand for EFS Dysfagi er Annette Kjærsgaard også privatpraktiserende ergoterapeut med ph.d. inden for dysfagi og rehabilitering.
Dansk definition på dysfagi
- Bag definitionen ligger et studie, som kan læses her: Defining dysphagia – a modified multi-professional Danish Delphi study (tandfonline.com)
- Definitionen er udarbejdet af Dansk Selskab for Dysfagi (DSD).
- Læs om DSD her: Dansk Selskab for Dysfagi – Et nystiftet tværfagligt selskab for styrke den generelle viden om dysfagi (dysfagi-dsd.dk)
International definition på dysfagi
- Den internationale definition er fra denne publikation: Speyer, et al. Development of Two Patient Self-Reported Measures on Functional Health Status (FOD) and Health-Related Quality of Life (QOD) in Adults with Oropharyngeal Dysphagia Using the Delphi Technique. J. Clin. Med. 2022, 11, 5920. https://doi.org/10.3390/jcm11195920
- Læs om professor Renee Speyer her: https://www.uv.uio.no/isp/english/people/aca/renees/
- Læs om European Society for Swallowing Disorders (ESSD) her: https://essd.org/
Ergoterapifagligt Selskab for Dysfagi
- Læs mere om EFS Dysfagi her: https://www.etf.dk/ergoterapi-og-politik/faglige-fora/efs-dysfagi
- Du kan, som medlem af ETF, også blive medlem af EFS Dysfagi for kr. 100 pr. år. Tilmelding kan ske her: https://www.etf.dk/indmeldelse-i-faglige-netvaerk-klubber-og-selskaber
- EFS Dysfagi har udarbejdet kompetenceanbefalinger til ergoterapeuter, som arbejde med dysfagi: https://www.etf.dk/anbefalinger-og-kompetenceprofiler
- Hovedbestyrelsen i ETF har udarbejdet politikark om dysfagi: https://www.etf.dk/uploads/uploads/public/documents/politik-ark/dysfagi.pdf