Hjem > Aktuelt > Nyheder > Nyt OK-fællesskab er en realitet

Nyt OK-fællesskab er en realitet

8. oktober 2014
På et stiftende møde onsdag indgik 53 faglige organisationer den endelige aftale om at danne et nyt forhandlingsfællesskab med navnet Forhandlingsfællesskabet.
Med stiftelsen af Forhandlingsfællesskabet betyder det, at ca. 570.000 offentlig ansatte går samlet til OK15-forhandlinger om ny overenskomst. Foto: Søren Svendsen

Organisationerne i Sundhedskartellet og KTO gik onsdag officielt sammen i et nyt samarbejde, som under navnet ”Forhandlingsfællesskabet” allerede skal virke fra overenskomstforhandlingerne i 2015. Det nye forhandlingsfællesskab kommer til at repræsentere mere end en halv million ansatte i kommuner og regioner.

- Der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne også denne gang vil samarbejde og rykke sig tættere sammen. Derfor er det fint, at vi indgår i et større fællesskab og får sendt signalet om, at vi som fagbevægelse står stærkere og er rustet til kollektive forhandlinger, siger Gunner Gamborg, formand for Ergoterapeutforeningen.  

Samarbejdet og forberedelserne mellem Sundhedskartellet og KTO's organisationer har været i gang i flere måneder, og i foråret godkendte Sundhedskartellets organisationer, at man kunne træde ind i det nye fællesskab.

OK15-forberedelserne har sideløbende været i gang, og medlemmernes forslag til krav er indsamlet, og de politiske beslutninger om at udtage krav til OK15 foregår i denne tid både i de enkelte organisationers hovedbestyrelse og i fællesskab i Sundhedskartellet.

Sundhedskartellet fremadrettet

Sundhedskartellet  fortsætter med at være forhandlings- og samarbejdsorganisation for kartellets 11 organisationer, herunder Etf, og skal i løbet af den kommende måned prioritere de krav, som er de vigtigste for medlemmerne. Kravene skal sendes videre til det nye store forhandlingsfælleskab senest den 10. november 2014.

Det betyder altså, at Sundhedskartellet fortsætter som del af den nye organisation. Fremadrettet er det det samlede nye fællesskab, der forhandler de fælles, overordnede rammer. De særlige krav i Etf's overenskomster bliver fortsat forhandlet af Sundhedskartellet.

Vores aftaler. Din styrke

En række af organisationerne i det nye fællesskab har også samarbejdet om en kampagne, som skal vise værdien af fællesskaber og de offentligt ansattes bidrag til løsninger og værdien af aftalesystemet. Kampagnen kan ses på hjemmesiden voresaftalerdinstyrke.dk