Hjem > Aktuelt > Nyheder > Nyt om vaccination i praksissektoren

Nyt om vaccination i praksissektoren

16. februar 2021
Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at man nu påbegynder vaccination af målgruppe 4 for udvalgt personale i praksissektoren.

På grund af begrænsede vaccinedoser sker der en prioritering inden for målgruppen. De kriterier, som vægtes for at blive vaccineret nu, er tæt fysisk borger- eller patientkontakt.

Gruppen omfatter dermed ikke personale uden væsentlig patient/borgerkontakt som fx teknisk personale og rent administrativt personale, sekretærer, receptionister eller ansatte i funktioner, hvor der er mulighed for at holde afstand.

Hvis du har ansatte

Det er den enkelte arbejdsgiver, der skal vurdere og prioritere relevant personale jf. Sundhedsstyrelsens kriterier, herunder indsamle liste med cpr-numre på personale, der ønsker vaccination.

Det betyder, at alle selvstændige selv skal indberette sig og for ansatte skal det ske gennem arbejdsgiver.

Sådan gør du

Oplysningerne skal indskrives i en skabelon udarbejdet af Statens Serum Institut. Indberetningerne skal sendes direkte til Statens Serum Institut via en sikker mailforbindelse

Vær særligt opmærksom på at udfylde datofeltet i skabelonen korrekt.
På arket ”Information” i feltet vedr. Batch ID i forlængelse af Batch ID skal udfyldes datoen for indsendelse af regnearket. Datoen indtastes efter ”RDK-BORGER-” i følgende format ÅÅÅÅMMDD. Hvis arket f.eks. skulle sendes i dag, ville der således i dette felt skulle stå ”RDK-BORGER-20210216”.

Vaccinationer i uge 8 og 9

Vaccinationerne forventes gennemført i uge 8 og 9. Når man er registreret, vil man modtage en besked i e-boks, hvorefter man selv kan booke tid til vaccination på et regionalt vaccinationssted.

De kommunalt og regionalt ansatte følger den proces, som er fastlagt af den enkelte kommune og region, og bliver registreret via deres arbejdsgiver, der indsender personalelister til Statens Serums Institut.

Spørgsmål vedr. registrering til vaccine

Har du spørgsmål til, hvordan du (eller evt. medarbejdere) bliver registreret til vaccine mod covid-19, kan følgende kontaktes:

  • Statens Serum Institut kan vejlede om praktiske forhold vedrørende brug af skabelon til indsendelse af CPR-nr. – se notat
  • Sundhedsministeriet kan vejlede om juridiske spørgsmål i forbindelse med indsendelse af CPR-nr. 
  • Sundhedsstyrelsen vil informere via Sundhedsstyrelsens hjemmeside og kan vejlede om afgrænsning af målgruppen