Hjem > Aktuelt > Nyheder > Økonomiaftalen i regionerne er landet

Økonomiaftalen i regionerne er landet

10. juni 2021
Regeringen og Danske Regioner har indgået aftale om regionernes økonomi for 2022. Med aftalen er der 1,2 milliarder ekstra til regionerne til at drive sundhedsvæsenet og som skal komme patienter, pårørende og medarbejdere til gavn.
Regionerne melder selv, at det har været nogle hårde forhandlinger, hvor de har kæmpet hårdt for penge der er tilført med aftalen og omtaler aftalen som det muliges kunst. Med aftalen har regionerne fået 1,2 milliarder ekstra til regionerne til at drive sundhedsvæsenet samt 3,35 milliarder til investeringer i udstyr, IT og bygninger. Foto: Colourbox

Den demografiske udvikling og presset efter COVID-19

Den demografiske udvikling med flere ældre og flere patienter med kroniske lidelser er en af de store udfordringer for sundhedsvæsnet fremadrettet. Regeringen og Danske Regioner er med aftalen enige om rammerne for regionernes økonomi i 2022, som sikrer dækning af netop den demografiske udvikling samt en videreudvikling af sundhedsvæsenet. Der er samtidig enighed om, at den ekstraordinære indsats med håndteringen af COVID-19 ikke må fortrænge øvrige udgifter på sundhedsområdet i 2021, samt at læringen fra COVID-19 skal bringes ind i arbejdet om fremtidens sundhedsvæsen med mere lighed i sundhed, herunder på forebyggelsesdagsordenen.

- Det er bekymrende, at den tilførte økonomi til at drive et sundhedsvæsnet med stigende udfordringer i form af flere ældre og flere med kroniske lidelser er så smal, som det er tilfældet med den indgåede økonomiaftale mellem Regeringen og Danske Regioner. Vi vil naturligvis følge med i, om der leves op til intentionerne om, at sundhedsområdets øvrige udgifter ikke skal nedprioriteres yderligere pga. COVID-19, siger Tina Nør Langager i forbindelse med den indgåede økonomiaftale, og understreger:

- Vi er dog glade for at se, at de oprettede COVID-19- Senfølgeklinikker opretholdes, og vi vil have opmærksomhed på resultatet, når parternes hensigt om at afklare kapacitet og finansiering efter 2021 har fundet sted.

Nærhedsfinansiering

Regeringen og Danske Regioner ønsker at understøtte en omstilling af sundhedsvæsenet med fokus på, at mere behandling skal ske uden for sygehusene og i et styrket samarbejde på tværs af sektorer. Finansieringen af dette arbejde omtales i aftalen som nærhedsfinansiering. Den udgør 1,6 mia. kr. i 2022 og er betinget af, at regionerne lever op til fire aftalte kriterier:

1. Reduktion i antal sygehusforløb pr. borger.
2. Reduktion i sygehusaktivitet pr. kroniker (KOL og diabetes).
3. Reduktion i andelen af somatiske indlæggelser, der fører til en akut genindlæggelse indenfor 30 dage.
4. Stigning i andel af virtuelle sygehusforløb.

Tina Nør Langager udtaler:

- Der er som sådan intet galt i intentionen om at omstille behandlingen fra de specialiserede sygehuse til behandlings- og plejetilbud tættere på borgeren, hvis vurderingerne baseres på solid faglighed og kvalitet i ydelsen til patientens bedste. Alt andet vil være en spareøvelse. Det er afgørende, at det er patienterne, der er i fokus i denne omstilling.

Med aftalen er der enighed om at videreføre de fire kriterier i 2022 for at sikre et vedvarende fokus på sammenhæng og omstilling samt en stabilitet i den regionale styring.

Ikke yderligere midler til den regionale psykiatri

Med Aftale om finansloven for 2020 blev der afsat en ramme på 600 mio. kr. årligt til en styrkelse af kapaciteten og en forbedring af normeringerne i psykiatrien, herunder i retspsykiatrien. Med den indgåede aftale er der ikke tilført nye midler til dette område, men der arbejdes fortsat med en samlet 10-års plan for psykiatrien. Det faglige oplæg til planen, som udarbejdes af bl.a. Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen, forventes at være færdigt ultimo 2021.

- Der har næppe været mange, der havde forventet, at den regionale psykiatri ville få tilført yderligere finansiering end de midler der blev afsat med finansloven i 2020. Nu venter vi spændt på, hvad der følger med den mere langsigtede 10-års plan. Den glæder vi os rigtig meget til at se, for der er ingen tvivl om, at dette område trænger til et gevaldigt kvalitetsløft, siger Tina Nør Langager.

  • Du kan læse den samlede aftaletekst om regionernes økonomi her

Hovedelementer i økonomiaftalen for 2022
 

  • Med aftalen løftes det regionale udgiftsniveau på sundhedsområdet med 1,185 mia. kr. i 2022.
  • Regeringen og KL er enige om at nedsætte et ekspertudvalg med inddragelse af faglige eksperter og forskningsmiljøer på socialområdet, som skal give anbefalinger til, hvordan man kan sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet. Bruger-organisationerne inddrages i en følgegruppe til arbejdet. Danske Regioner inddrages ligeledes i arbejdet. Anbefalingerne skal drøftes mellem parterne, når de foreligger.
  • Regeringen har med inddragelse af KL og Danske Regioner igangsat en evaluering af det specialiserede socialområde, som skal understøtte tilbud af høj kvalitet og med specialiseret viden til udsatte personer og personer med handicap. Parterne konstaterer, at regeringen på baggrund af evalueringen i efteråret 2021 vil fremlægge forslag, som skal sikre, at det rette antal og typer af tilbud til borgere med specialiserede behov er til stede.
  • Regeringen har igangsat arbejdet med en samlet 10-års plan for psykiatrien. Som første skridt i arbejdet er Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen ved at udarbejde et fagligt oplæg, der udarbejdes med inddragelse af en bred gruppe af interessenter, herunder Danske Regioner og KL. Grundet behov for at prioritere ressourcer til håndteringen af COVID-19 forventes, at det faglige oplæg vil være færdigt ultimo 2021.
  • Danske Regioner og KL inddrages fortsat i arbejdet med regionalt forankrede modeller for behandlingen af en nærmere afgrænset gruppe af borgere, som lider af psykisk sygdom og samtidigt misbrug (borgere med dobbeltdiagnose).
  • Som led i arbejdet med digital understøttelse af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen noterer parterne sig, at regeringen vil undersøge, hvordan udvalgte oplysninger kan deles på tværs af sundhedsloven, serviceloven og psykiatriloven, med det formål at tilbyde borgere større indsigt i deres forløb og en mere sammenhængende behandling.
  • Der har igennem epidemien været stor opmærksomhed på befolkningens symptomer og senfølger efter COVID-19 og på at opnå ny viden herom. Regionerne har oprettet senfølgeklinikker til patienter med uventede eller langvarige og komplekse følger ved COVID-19, hvor patienterne tilbydes tværfaglig vurdering og udredning. Regeringen og Danske Regioner er enige om, at det er vigtigt at fastholde fokus på senfølger af COVID-19, og at parterne afklarer kapacitet og finansiering efter 2021.
  • Regeringen, KL og Danske Regioner er med udgangspunkt i Strategi for digital sundhed 2018- 2022 enige om med ophæng til den nationale bestyrelse for sundheds-it at fortsætte det fælles arbejde med at udvikle digitale løsninger, som understøtter udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, til gavn for både patienter, pårørende og sundhedspersonale.

Du kan læse den samlede aftaletekst om regionernes økonomi her