OK15: Ny overenskomst for de statsansatte
Der er indgået et 3-årigt forlig mellem Finansministeriet og CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg), som Ergoterapeutforeningen er en del af. Aftalen betyder en lønstigning over de 3 år på 4,44 pct.
Forliget betyder en forbedring af reallønnen for de ansatte på statens arbejdspladser, forbedringer i pensionsordningen for de lavestlønnede statsansatte, en uges ekstra barsel til fædrene og en særlig indsats for det psykiske arbejdsmiljø på de statslige arbejdspladser.
Sikring af reallønnen
Et af de store temaer i forhandlingerne har været at sikre den såkaldte realløn, hvilket betyder, at lønudviklingen følger prisudviklingen. Med lønstigningen på 4,44 pct. over tre år er det formentlig lykkedes. Samlet forventes priserne nemlig at stige 3,8 pct. over de næste tre år.
- Jeg er yderst tilfreds med, at det ser ud til, at reallønnen er sikret, siger formand Gunner Gamborg.
Fakta om lønstigningen
Lønstigningen består dels af en aftalt lønstigning på 3,5 procent. Dertil kommer et bidrag fra den såkaldte reguleringsordning, der sikrer, at lønnen i det offentlige og det private følges ad. Det forventes at være på 0,93 procent.
De 3,5 procent bliver fordelt med lønstigningerne den 1. april 2015 på 0,27 pct., den 1. april 2016 på 0,78 pct. og den 1. april 2017 på 2,5 pct.
Fokus på det psykiske arbejdsmiljø
OK-aftalen indeholder også en ny indsats, der skal forbedre det psykiske arbejdsmiljø på de statslige arbejdspladser.
- Det er en klar forbedring af overenskomsten, at man anerkender, at det psykiske arbejdsmiljø halter og trænger til blive set nærmere på, siger Gunner Gamborg.
I overenskomsten er der også forhandlet en ekstra uges barsel med løn til mandlige statsansatte. De vil fremover have syv ugers barsel med løn.
Resultat til afstemning
De næste fire uger vil Finansministeriet og de enkelte fagforeninger forhandle organisationsaftalerne for de forskellige grupper i staten, inden det samlede resultat sendes til afstemning. Aftalen skal behandles i Hovedbestyrelsen. Bliver den godkendt der, sendes den sendt til afstemning blandt de statsansatte medlemmer af Ergoterapeutforeningen.
Forhandlingerne på det kommunale og regionale område forventes afsluttet senest den 28. februar.