OK15: Sundhedskartellet og Danske Regioner indgår forlig
Sundhedskartellet indgik fredag overenskomstforlig med Danske Regioner. Forliget omfatter 55.000 ansatte i landets regioner, blandt andre ergo- og fysioterapeuter, sygeplejersker og jordemødre.
Formand for Ergoterapeutforeningen Gunner Gamborg er tilfreds med forliget.
- Jeg synes, at vi kan være ganske tilfredse med det resultat, vi har opnået med denne aftale. Vi har for eksempel aftalt pensionsforbedringer og er kommet nærmere vores målsætning om en samlet pensionssats på 18 procent. Der har været et spinkelt grundlag at forhandle på, men ud fra de givne rammer, mener jeg, at vi har opnået det optimale resultat, siger Gunner Gamborg.
For Sundhedskartellets kandidater i regionerne indeholder aftalen en stribe forbedringer, der betyder, at kandidaterne fremover ligger på niveau med øvrige AC-grupper i sammenlignelige stillinger.
Der er samtidig indgået en aftale om en række aktiviteter i 2015, som skal stimulere den lokale løndannelse. Blandt andet vil der være fokus på at skabe bedre forståelse for økonomien i den lokale løndannelse, og på samspillet mellem ligestilling og lokal løn.
Der er også afsat 14,17 mio. kr. til Forsknings- og udviklingspuljen, der kan søges af alle inden for Sundhedskartellets område.
Forliget mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner betyder, at den endelig overenskomstaftale på det regionale område er på plads. Forliget sendes nu i organisationernes hovedbestyrelser og derefter til urafstemning blandt medlemmerne.
Sundhedskartellets forhandlingsdelegation består af forhandlingsleder Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og for Sundhedskartellet, Gunner Gamborg, formand for Ergoterapeutforeningen, Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet og Bert Asbild formand for Danske Bioanalytikere - dbio.