Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK18: Der er faldet en sten fra alles hjerter

OK18: Der er faldet en sten fra alles hjerter

30. april 2018
I løbet af weekenden kom de offentligt ansattes overenskomster endelig på plads på hele det offentlige område. TR Malene Holm Bendsen oplever lettelse og glæde hos kollegaerne, der nu ser frem til at høre, hvad overenskomsten konkret kommer til at indeholde.
Redaktionen har fulgt TR Malene Holm Bendsen gennem forhandlingsforløbet. Det er Malene til højre på billedet. Foto: Carsten Bundgaard

Af Clara Leck Bachmann

I weekenden skete det endelig. Forhandlingsparterne i staten, kommunerne og regionerne blev enige om en overenskomst, og den truende storkonflikt er for nu afværget. Det er Malene Holm Bendsen, der er tillidsrepræsentant i Københavns Kommune, lettet over.

- Det har været en nervepirrende weekend. Forhandlingerne har fyldt rigtig meget i bevidstheden, og jeg har hele tiden været inde og tjekke nyhederne for nye udmeldinger, fortæller hun.
Malene Holm Bendsen synes, at det i nyhederne har virket til, at forhandlingerne kunne gå begge veje, hvilket kun har gjort det mere nervepirrende at følge med. Og da LO natten til onsdag indgik en aftale i regionerne uden FTF og Akademikerne, sad hun tilbage med blandede følelser.

- Min første tanke var, om det nu er godt for fællesskabet, da vi gerne skulle finde en løsning for alle. Men samtidig kunne deres aftale åbne op for, at de resterende forhandlere nåede til enighed, siger hun.

Engagement som aldrig før

Fredag eftermiddag lykkedes det forhandlerne i kommunen at blive enige om en overenskomst, og i dagene efter fulgte staten og regionerne trop. Det var derfor nogle glade og lettede kollegaer, Malene Holm Bendsen mødte på arbejdet i morges.

- Alle er rigtig glade i dag. Der er faldet en sten fra alles hjerter. Jeg oplever, at mine kollegaer er tilfredse med resultatet, men at de samtidig ser frem til at høre, hvad overenskomsten helt konkret kommer til at indeholde, siger Malene Holm Bendsen.

Hun har aldrig før oplevet så stort et engagement ved overenskomstforhandlinger blandt kollegaerne som i år – selv nu, hvor storkonflikten ikke truer på samme måde. I stedet for spørgsmål vedrørende en eventuel konflikt, bliver Malene Holm Bendsen nu mødt med spørgsmål vedrørende overenskomsten.

- De spørger mig, hvad overenskomsten helt præcist har sikret, hvad der er afværget, og hvad overenskomsten helt konkret vil betyde i dagligdagen. Og det er jeg jo selv nysgerrig omkring og glæder mig til at høre mere om i den næste tid, siger hun.

Når forliget ligger klart, vil Malene Holm Bendsen sørge for drøfte det med sine kollegaer, før det skal stemmes om til urafstemningen.