OK18: Vi skal stå sammen nu
Af Kirsten Weiss
- Et møde som det her er med til at give en følelse af fællesskab og solidaritet og en tro på, at det nytter at stå sammen. Jeg går styrket herfra i dag.
Sådan siger Malene Holm Bendsen, der er tillidsrepræsentant for 16 ergoterapeuter på Københavns Kommunes Hjerneskade- og Rehabiliteringscenter. Torsdag den 22. marts satte hun sig sammen med flere end 10.000 andre tillidsvalgte fra de faglige organisationer, som repræsenterer medarbejdere i stat, regioner og kommuner, ved bordene i Fredericia Messecenter for at diskutere overenskomstforhandlinger, strejke- og lockout-varsel. Og ikke mindst hvordan de offentligt ansatte organisationer skal fortsætte kampen for deres krav til OK18.
- Som tillidsrepræsentanter forsøger vi naturligvis hele tiden at svare på spørgsmål fra vores kollegaer og fortælle om vores krav til forhandlingerne, og hvorfor vi stiller dem. På min arbejdsplads er der stor opbakning, men også stor usikkerhed i forhold til, hvad der skal ske i den kommende tid. Jeg er her sammen med fysioterapeuternes tillidsmand, og vi sidder sammen med mange andre ansatte fra andre faggrupper i Københavns kommune. Det giver god mulighed for at få styrket sin egen fortælling og at få et bredere perspektiv på det, der er på spil, siger Malene Holm Bendsen.
Meget på spil
Netop den brede fortælling er nemlig, mener hun, vigtig. For ellers går alle diskussioner om krav og forhandlinger op i frokostpauser – selv om der er meget mere på spil. F.eks. den danske forhandlingsmodel, som var et stort tema på mødet i både oplæg og debat.
- For mig er det vigtigt, at vi både får forklaret, at det er den danske model, der er på spil – og at jeg som tillidsrepræsentant går herfra i dag med en følelse af, at vi nok skal finde en god løsning, og at vores tre chefforhandlere gør deres bedste for at sikre os den. Jeg synes, at jeg er blevet skarpere på, hvorfor den danske model er så vigtig. At den kræver at begge parter giver sig, og at vi måske er nødt til at kigge den efter i sømmene, når det her er afsluttet. Vores arbejdsvilkår er virkelig sat under pres nu, og vi skal stå sammen, hvis de ikke skal forringes yderligere, siger Malene Holm Bendsen.