Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK21-aftalerne: Hovedbestyrelsen anbefaler et ja

OK21-aftalerne: Hovedbestyrelsen anbefaler et ja

3. marts 2021
OK21-aftalerne forbedrer lønnen og styrker fagligheden, derfor opfordrer Ergoterapeutforeningens hovedbestyrelse medlemmerne til at stemme ja til forligene.

Det gør vi fordi, resultatet er afbalanceret og fagligt stærkt i forhold til den situation, som Danmark står i.

Nu er det vigtigt, at medlemmerne tager aktivt stilling til OK21-resultatet. En høj stemmedeltagelse giver Etf legitimitet og styrke.

Der er forskel på at arbejde i kommunerne, regionerne og i staten. Der er tale om tre forskellige arbejdsgivere, og det afspejles i forligene.

De aftalte generelle lønstigninger er højere end de forventede prisstigninger for alle ansatte. Herudover, er det lykkedes at tone organisationspuljens anvendelse til forbedringer i de enkelte overenskomster, som matcher medlemmernes krav.

Derfor er der blevet mulighed for lønforbedringer til de erfarne ergoterapeuter samt forbedring af ledernes pension i både kommuner og regioner. På det statslige område er alle grupper overført til Akademikernes overenskomst.

Hovedbestyrelsen lægger vægt på, at de opnåede resultater medfører forbedringer af reallønnen, og at dette ikke er sket på bekostning af de goder, vi har i dag.

OK21 er den første overenskomstfornyelse efter skiftet til Akademikerne, og Hovedbestyrelsen hæfter sig ved, at forligene også indeholder et tydeligt fokus på faglighed og kompetenceudvikling.

Etf har - sammen med de øvrige organisationer i Akademikerne - etableret en kompetencefond både på det kommunale og det regionale område, hvor medlemmerne har mulighed for at søge midler til kortere eller længere uddannelsesforløb. På det statslige område er ergoterapeuterne nu omfattet af den eksisterende kompetencefond. Hovedbestyrelsen lægger vægt på, at arbejdsgiverne deler behovet for løbende faglig udvikling.

Hovedbestyrelsen glæder sig over, at der i forliget sættes yderligere fokus på det psykiske arbejdsmiljø ved at fastholde og videreudvikle de nuværende indsatser. Samtidig er det lykkedes at udbrede de gode erfaringer med uddannelse af ledere i psykisk arbejdsmiljø fra staten til kommuner og regioner.

Det er vigtige signaler i en tid, hvor Corona påvirker rammerne for hverdagen nu og fremadrettet.

Medlemmerne er det vigtigste fundament

I foråret 2020 valgte tæt på 30 procent af Etf’s medlemmer at indsende deres krav til overenskomstforhandlingerne. Medlemmernes tydeligste ønsker er afspejlet i forligene. Det brede fundament har været en styrke i forhandlingerne, vurderer hovedbestyrelsen.

Nu er det vigtigt, at medlemmerne tager aktivt stilling til OK21-resultatet. En høj stemmedeltagelse styrker Etf’s legitimitet nu, og er en trædesten til OK24.

Hovedbestyrelsen anbefaler dig at stemme ja!

Hovedbestyrelsen anbefaler alle medlemmer at stemme ja til de opnåede forlig, der udvikler reallønnen, fortsat sætter fokus på arbejdsmiljøet, giver nye muligheder for styrket faglighed og samtidig har slået hegn om de goder, der allerede er i vores overenskomster og aftaler.

  • Download Hovedbestyrelsens anbefaling her
  • Find også forligene her