Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK21 er stemt hjem med massivt JA

OK21 er stemt hjem med massivt JA

20. april 2021
Urafstemningen om de opnåede forhandlingsresultater på de offentlige områder er nu afsluttet, og ergoterapeuter ansat i staten, regioner og kommuner siger massivt JA til de nye overenskomster.

90% af de medlemmer af Ergoterapeutforeningen, der har stemt om OK21, har stemt ja. 8 % stemte nej, mens 2 % stemte blankt.

Stemmedeltagelsen var på 38,5 % og dermed lidt lavere end ved OK18.

Det er medlemmerne på det kommunale, regionale og det statslige område samt de studerende som stemmer om det samlede offentlige forlig.

Tina Nør Langager, formand for Etf, er glad for medlemmernes tydelige signal.

- Først og fremmest vil jeg sige tak for tilliden. Det er vores styrke, at medlemmerne står bag resultatet. - Hovedbestyrelsen har været meget tydelig i anbefalingen af et JA til forliget. Jeg er glad for, at så mange medlemmer deler vores vurdering, udtaler hun Etf og fortsætter:

- Vi stod overfor en balance mellem medlemmernes ønsker til forbedring og de økonomiske udfordringer i kølvandet på Corona, men vi fik alligevel en aftale som tilgodeser vores vigtigste krav. Jeg er tilfreds med, at vi har opnået et resultat, som udvikler reallønnen, uden at vi har givet køb på de rettigheder og goder, vi har i dag. Det har været konstruktivt, at både KL, Danske Regioner og vores statslige modpart var lydhøre overfor ergoterapeuternes prioritering til forbedringer.

I hovedorganisationen Akademikerne tager organisationerne samlet stilling til OK21, og Etfs stemmer indgår i den endelige stillingtagen til forliget. Samlet set har Akademikerne godkendt forliget. 95,51% stemte ja.

Lønstigningerne pr. 1. april kan først nå at blive udbetalt med maj-lønnen, men naturligvis med tilbagevirkende kraft. 

  • Find din OK på det kommunale område her
  • Find din OK på det regionale område her
  • Find din OK på det statslige område her