Opfølgning på hjælpemidler mangler i praksis

En yngre kvinde med Ehlers-Danlors syndrom blev bevilget en el-kørestol. Kørestolen blev indstillet, så hun sad godt, og kvinden fik instruktion i brug af kørestolen, som blev afprøvet en enkelt gang ved levering. Hun blev ikke tilbudt opfølgning, så da kørestolen begyndte at give problemer, kontaktede hun selv den sagsbehandlende ergoterapeut.

— Problemet var, at el-kørestolen ikke var affjedret og gav kvinden smerter op i ryggen, når hun kørte på lettere ujævnheder, fortove og asfalt, fordi kørestolen rystede. Det bevirkede, at hun måtte hvile mere end normalt og ikke længere kunne udføre mange af sine dagligdags aktiviteter. Kvinden fik kun løst sit problem, fordi hun selv kontaktede mig, men det er langt fra alle, der formår det, fortæller sagsbehandlende ergoterapeut i Vejle Kommune Maria Vogt, der også er privatpraktiserende ergoterapeut og formand for Ergoterapifagligt Selskab for hjælpemidler, velfærdsteknologi og tilgængelighed. 

Når et hjælpemiddel har været i brug et stykke tid, kan en opfølgning i mange tilfælde være nødvendig, fordi borgeren oplever problemer med hjælpemidlet. Alligevel ser eksemplet med kvinden og den manglende opfølgning ikke ud til at være enestående. En ikke-videnskabelig brugerundersøgelse af 337 medlemmer af Dansk Handikap Forbund peger på, at der kun laves opfølgning efter bevilling af et hjælpemiddel i hvert femte tilfælde, svarende til 21 procent (1).  

Tina Helle, der er docent ved Professionshøjskolen UCN og forsker i hjælpemidler, hverdagsteknologi og tilgængelighed samt sidder i bestyrelsen for Ergoterapifagligt Selskab for hjælpemidler, velfærdsteknologi og tilgængelighed siger om undersøgelsen:

— Den indikerer en meget lav grad af opfølgning, og det er bestemt noget, vi bør udforske videre. Hvis det viser sig, at der ikke bliver fulgt op på fire ud af fem hjælpemidler, er det uheldigt. Vi ved nemlig fra forskningen, at træning og opfølgning i forhold til brug af hjælpemidler er vigtigt for, at borgeren føler sig godt tilpas med hjælpemidlet og i sidste ende kommer til at have gavn af det (2, 3).

— Med f.eks. kørestole har selv lidt træning vist sig at give bedre færdigheder og en større fortrolighed med kørestolen — og dermed kan brugerne bedre løse de problemer, de kommer ud for med kørestolen (4), forklarer Tina Helle.

Hun understreger, at brugerundersøgelsen fra Dansk Handikap Forbund ikke er en videnskabelig undersøgelse og derfor bør understøttes af ny forskning.

Tryksår og skæv sidestilling

Set fra en praktikers synspunkt er manglende opfølgning i hjælpemiddelformidlingen en tydelig tendens. Maria Vogt har tidligere i sin praksis og med de ergoterapeuter, hun efteruddanner, oplevet, at træning i brugen af hjælpemidler og opfølgning efter bevilling af hjælpemidler bliver nedprioriteret.

— Tid til opfølgning er gradvist gennem årene blevet en mangel, og mange hjælpemidler bevilges i dag administrativt på grund af effektivisering og sagspres. Det betyder, at borgene ofte ikke får den nødvendige træning og instruktion i brugen af hjælpemidlerne, og opfølgningen sker ofte heller ikke på de administrative afgørelser. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan træning og opfølgning foretages og på hvilke hjælpemidler, forklarer hun.

At det har stor betydning at følge op på bevilling af hjælpemidler, er hun ikke i tvivl om.

— Ofte hører vi som terapeuter først om det, når f.eks. en borger i kørestol allerede har fået tryksår eller sidder meget skævt i kørestolen, og så kræver det en større indsats for, at borgeren efterfølgende får en god siddestilling og dermed kan bruge kørestolen og udføre sine aktiviteter, fortæller Maria Vogt.

Det gode eksempel

Men det kan godt lade sig gøre at implementere en praksis med træning og opfølgning. I den kommune, hvor Maria Vogt arbejder, har man bevidst organiseret hjælpemiddelformidlingen, så træning og opfølgning prioriteres. Og hun oplever, at det har stor betydning sammenlignet med hendes erfaringer fra andre kommuner. 

— Jeg oplever markant færre genhenvendelser i mit nuværende arbejde, og genhenvendelserne er mindre alvorlige, f.eks. har vi færre skæve sidestillinger og færre tryksår, siger hun.

Maria Vogt efterlyser en landsdækkende praksis med systematisk opfølgning på de administrative sager og et større fokus på selve implementeringen af hjælpemidlet, så flere kommuner vil prioritere opfølgningen.

— En ergoterapeut kan f.eks. instruere borger, pårørende og personale i brug af hjælpemidlet således, at pårørende og personale kan hjælpe borgeren med implementeringen i dagligdagen. Herefter kan terapeuten følge op både ved at kontakte borger, pårørende og personale, foreslår hun.

’Dus’ med hjælpemidlet

Tina Helle vurderer, at systematisk opfølgning vil virke sundhedsfremmende og forebyggende.

— Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at borgere med kroniske sygdomme løbende konsulterer lægen for at få justeret deres medicinske behandling. Et bevillingssystem, hvor hjælpemiddelbrugere tilsvarende systematisk og løbende får tilset deres behov for hjælpemidler, kan betyde, at vi i tide opdager hjælpemidler, der er i stykker, slidte, eller bliver brugt forkert, eller at der er behov for andre hjælpemidler. Det kan forebygge f.eks. skulderskader, tryksår eller fald på grund af forkert indstillede hjælpemidler og være med til at fremme aktivitet og deltagelse, siger Tina Helle.

Hun uddyber, hvorfor løbende opfølgning er vigtig:

— Vi ved, at man skal have sit hjælpemiddel i en vis periode, før man bliver ’dus’ med det i hverdagen, fordi der sker en udvikling undervejs, når en borger anvender et nyt hjælpemiddel (5). Det kunne f.eks. være en borger, der lige er begyndt at bruge rollator og som efter et stykke tid finder ud af, at den også skal kunne fungere som indkøbsnet, skal kunne klappes sammen, eller alligevel er for tung eller for let, eller at bremserne er svære at anvende.

— Måske er der behov for en helt anden model af hjælpemidlet, eller måske skal det justeres yderligere. Det kan også være, at der er behov for boligændringer, f.eks. at fjerne dørtrin, så en arbejdsstol kan skubbes fra køkken til bryggers, når vasketøjet skal ordnes. Hertil kommer, at funktionsevne og dagligdagsaktiviteter kan ændre sig over tid, siger Tina Helle.

Hun vurderer, at det er nødvendigt med mere viden om værdien af opfølgning:

— Det er vigtigt, at vi får undersøgt værdien af opfølgning målt i tilfredshed og livskvalitet samt i kroner og øre, så vi kan dokumentere vigtigheden af at prioritere ressourcer til en grundig opfølgning. Det kunne f.eks. ske ved et interventionsstudie, hvor en gruppe får løbende opfølgning, mens en sammenlignelig gruppe ikke gør.

Borgere køber selv

En systematisk opfølgning og vejledning kan også forbygge, at borgere selv anskaffer sig hjælpemidler, som de bruger uden faglig vejledning. F.eks. kan man købe sansehjælpemidler som vægtdyner og kædetæpper i supermarkeder og sengetøjsbutikker, og det er problematisk, fortæller Maria Vogt:

— Det er rigtig fint, at vi har fået en øget tilgængelighed af sansehjælpemidler, men problemet er, at der er en risiko for at forværre funktionsnedsættelsen ved brug af produkter, der ikke er godkendt som medicinsk udstyr, og hvor man ikke har fået en fagpersons vejledning i brugen af produktet. Jeg har bl.a. set eksempler på, at dyner med enten for meget eller for lidt tyngde har forværret en psykisk tilstand som angst.

— En løbende opfølgning kan sikre en bedre vejledning og instruktion i brug af hjælpemidler og forebygge, at borgerne løser deres problemer selv ved at anskaffe sig et hjælpemiddel i et supermarked eller byggemarked, siger Maria Vogt.

Tina Helle vil gerne være med til at sætte fokus på de konsekvenser, som køb af hjælpemidler uden faglig vejledning, kan have for borgeren.

— Det er problematisk, når borgere med funktionsnedsættelser selv forsøger at løse deres aktivitetsproblem ved f.eks. at købe rollatorer, kørestole og elscootere. Derfor skal vi tage på os som fag at undersøge og bidrage med viden om konsekvenserne ved ikke at få valgt det rigtige hjælpemiddel og ved ikke at få faglig vejledning i at bruge det rigtigt, siger hun.  

— Får man f.eks. ikke valgt de rigtige bremser til rollatoren, og kan man ikke finde ud af at bruge den rigtigt, er der risiko for, at man falder og brækker hoften. Det kan også handle om, at man uden vejledning i brug af en arbejdsstol, kommer til at bruge den ukritisk som mobilitetshjælpemiddel til at skubbe sig rundt i boligen i stedet for at vedligeholde sin gangfunktion ved f.eks. at skifte mellem arbejdsstol, rollator og stok, forklarer Tina Helle.

Nødvendig efteruddannelse

Ud over ny forskningsviden og ressourcer til opfølgning spiller også en anden faktor en vigtig rolle i formidlingen af hjælpemidler, og det er selve den faglige kunnen. 

Åse Brandt, der har en lang forskerkarriere bag sig — blandt andet inden for mobilitets- og it-hjælpemidler, vurderer, at der er et behov for efteruddannelse på hjælpemiddelområdet (6).

— Som regel er det relativt kompliceret at få et hjælpemiddel til at fungere i en borgers hverdagsliv, og den faglige arbejdsproces (hjælpemiddelformidlingen, red.) er afgørende for, at hjælpemidlet kommer til at fungere (3). Som ergoterapeuter har vi trods vores uddannelse ikke i alle tilfælde tilstrækkelige kompetencer til at mestre den faglige proces, da det ikke er muligt at undervise i alt på hjælpemiddelområdet, siger Åse Brandt, som i dag er gået på pension, men stadig har timer som lektor på Syddansk Universitet.

— Arbejdet som sagsbehandlende ergoterapeut kræver f.eks. større viden om de forskellige typer hjælpemidler og hvordan de tilpasses, end man kan nå at tilegne sig på grunduddannelsen. Det gælder også omfattende viden om lovgivningen. Desuden kommer der hele tiden nye teknologier, som kræver efteruddannelse. Og når det kommer til specialiserede funktioner som f.eks. tilpasning af komplicerede siddestillinger og handicapbiler, kræves både erfaring og efteruddannelse, forklarer Åse Brandt.

Behovet for efteruddannelse er også beskrevet i Ergoterapeutforeningens kompetenceprofiler for ergoterapeuter på hjælpemiddelområdet (6).