Hjem > Aktuelt > Nyheder > Pensionen steget med 55.000 kr. på fem år

Pensionen steget med 55.000 kr. på fem år

15. december 2016
Pensionen for en typisk ergoterapeut er steget med op til 55.000 kr. på fem år. Høje afkast og stigende indbetalinger er de væsentligste årsager til den høje stigning i pensionerne.
Pension
Ergoterapeuter har i de seneste fem år forlænget arbejdslivet med seks måneder. I 2011 gik ergoterapeuter i gennemsnit på pension, da de var 64 år og 1 måned. I 2015 gik de på pension, da de var 64 år og 7 måneder.

Nye tal fra PKA viser, at ergoterapeuter får en del flere penge at forsøde pensionisttilværelsen med. I løbet af de seneste fem år har ergoterapeuter fået markante stigninger i deres forventede livsvarige pensioner. En typisk ergoterapeut på 40 år kunne således i 2011 se frem til en årlig livsvarig pension på godt 80.000 kr. Fem år senere i 2015 kan det samme medlem se frem til en livsvarig pension på godt 135.000 kr.

Pensionerne stiger yderligere i 2016, og PKA forventer, at pensionen også vil stige frem mod medlemmets pensionering.

Øget indbetaling og høje afkast

Stigningerne i pensionerne har flere årsager: PKA har i perioden haft et gennemsnitligt afkast på 8%, de årlige indbetalinger er steget med godt 6.000 kr., og pensionsalderen er løbende blevet hævet, så den følger folkepensionsalderen.

Tina Nør Langager er meget tilfreds over at kunne levere det gode budskab til ergoterapeuter. Særligt er PKA’s høje afkast og ergoterapeuternes øgede indbetalinger de væsentligste grunde til den markante stigning i pensionen.

- Jeg er meget glad på ergoterapeuters vegne. Vi er både lykkedes med at få pensionen prioriteret i overenskomsterne og har også kunnet udstikke rammerne, så PKA har formået at få gode afkast på investeringerne til pensionerne. Resultatet ser vi nu, siger Tina Nør Langager.

Tina Nør Langager påpeger desuden, at PKA’s lave omkostninger også spiller en rolle: Når medlemmerne betaler mindre i administration, er der flere penge til opsparing.

Fakta

  • Et nyoptaget medlem på 25 år kan forvente at blive over 90 år.
  • Ergoterapeuter har i de seneste fem år forlænget arbejdslivet med seks måneder. I 2011 gik ergoterapeuter i gennemsnit på pension, da de var 64 år og 1 måned. I 2015 gik de på pension, da de var 64 år og 7 måneder.