PROTAC-VINDER 2018: Legat bidrager til nyt redskab til test af børn med sanseintegrations-forstyrrelser
Af Helle Jung
De 25.000 kroner, Julie W. Broge modtog som vinder af Protac-legatet 2018, har allerede fået ben at gå på. For den 57-årige privatpraktiserende børneergoterapeut, snoezelvejleder og timelærer på ergoterapeutuddannelsen, Julie W. Broge, er allerede dybt involveret i udviklingen af et nyt testredskab til udredning af børn med sanseintegrationsforstyrrelser.
Det begyndte for fire år siden, da hun på en konference i Finland mødte flere medlemmer af en styregruppe for et projekt, der på tværs af 80-90 lande, arbejder på at udvikle og validere et ny testredskab til udredning af børn med sanseintegrationsforstyrrelser.
Redskabet hedder EASI – Evaluation in Ayres Sensory Integration, og planen er, at det i 2020 bliver en standardiseret, internationalt valdieret, mere lettilgængelig og ikke mindst billigere metode til at teste og udrede børn, der har problemer med at bearbejde sanseindtryk.
Baggrunden for at udvikle et nyt testredskab er, at tidligere og eksisterende testredskaber har været dyre og tidskrævende, fordi samtlige testresultater ifølge licensen skulle omkring den amerikanske udbyder. Desuden har de i praksis været vanskelige at bruge, især fordi en test kunne vare flere timer, hvilket i sig selv er svært at udsætte børn med sansemæssige udfordringer for.
- Det kan f.eks. være børn, der ikke kan klæde sig på i den rigtige rækkefølge, eller som reagerer uhensigtsmæssigt på sansepåvirkninger som bevægelser, berøring eller lyd, forklarer Julie W. Broge.
Online redskab med træning og sparring
- Årsagerne kan være mange former for fysiologisk eller psykisk påvirkning af barnets nervesystem under graviditeten eller tidligt i barnets udvikling, men der er helt sikkert også tale om en genetisk faktor. Børnenes sanseindtryk påvirker dem fysisk eller psykisk og mere eller mindre, mens sanseindtrykkene hos andre slet ikke når frem. Ved i mange forskellige lande at teste børn, der ikke har vanskeligheder med at integrere sanseindtryk, får vi med EASI for første gang et internationalt, normbaseret og valideret redskab til udredning af sanseintegrationsforstyrrelser, siger Julie W. Broge og tilføjer:
- På den måde kan flere forhåbentlig blive udredt til en relativ fornuftig pris og i løbet af relativ fornuftig tid og dernæst hjulpet med den rette behandling.
Julie W. Broge deler herhjemme ledelsen af udviklingsprojektet med sin kollega på ergoterapeutuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, Betina Rasmussen. De to er samtidig medudviklere på projektet.
Næste fase i projektet er at gennemføre samtlige træningsmoduler, inden grupperne i de nordiske lande mødes til januar. Derefter går det løs med at træne udvalgte testere, som skal indsamle normative data.
- Hensigten er, at terapeuter, som beskæftiger sig med området, billigt online kan træne sig op til at bruge EASI-testredskabet. De vil selv kunne opbygge testmateriale ud fra standarderne. Kvaliteten sikres ved, at terapeuterne testes i brugen af redskabet, når de gennemgår og godkendes til de enkelte læringsmoduler. Samtidig vil også kollegial sparring være med til at sikre kvaliteten. Materialerne vil kunne bruges som både hjælpemiddel og vejledning samt til behandling, fortæller Julie W. Broge.
Holder balancen med natur og pauser
Egentlig var Julie W. Broge, der har amerikansk baggrund, i gang med at læse psykologi på et universitet i Pennsylvania, men hun skiftede til ergoterapi, som hun også har en kandidatgrad i.
- Jeg kunne ikke se mig selv i en verden, hvor man isoleret ser på børns problemer. Jeg ville gerne se helhedsorienteret på deres udfordringer og arbejde med at få dem til at trives i hverdagen, forklarer hun skiftet til ergoterapi.
Vejen til Danmark gik via kærligheden, hvor hun i dag har mand og børn – og i Hillerød egen praksis under navnet Sensations. Herfra bedriver hun både børneergoterapi, kranio-sakral terapi, spædbørnsmassage og terapeutisk yoga. Dertil kommer timelærerjobbet på ergoterapeutuddannelsen i København samt et deltidsjob som snoezelvejleder i Helsingør.
Så hvorfor i al verden kaste sig ud i endnu mere arbejde med at udvikle og lede den danske del af et internationalt udviklingsprojekt?
- Jeg har før været involveret i udviklingsprojekter inden for ergoterapi, og emnet ligger jo lige for i forhold til mit speciale som privatpraktiserende børneergoterapeut, og som underviser er jeg vant til projektarbejde. Jeg har i mange år vekslet mellem undervisning, privat virksomhed og familieliv, og det kræver blot, at man i perioder er i stand til at skrue op for et område og ned for et andet, ler Julie W. Broge.
Selv kalder hun det hardcore prioritering og giver sin formiddag som eksempel på sin tilgang til både arbejdet med sanseintegration og evnen til at gribe mulighederne for små pauser:
- Familien kom sent hjem fra Tyskland aftenen forinden, så jeg havde besluttet mig for at møde senere. Men da jeg var på vej, skinnede solen, og jeg havde 20 minutter at gøre godt med, så jeg besluttede at holde ind og plukke svampe – jeg kender et godt sted og har altid en svampekurv bag i bilen. På den måde fik jeg både en fin sanseoplevelse og råvarer til aftensmaden. Jeg sørger generelt for at bruge naturen og at være i kontakt med både dyr og mennesker gennem ridning, yoga og familieliv, når jeg kan. Det er det, der giver mig overskud og holder mig i balance.
- Læs mere om Evaluation in Ayres Sensory Integration (EASI) her og om Julie W. Broges praksis på sensations.dk