Psykiatri: Foretræde hos regionerne
Det er formand, Tina Nør Langager, der sammen med foreningens regionsformænd har repræsenteret Ergoterapeutforeningen i møderne med regionspolitikerne og direktørerne på området i de forskellige regioner.
Tina Nør Langager er glad for foretræderne og fortæller:
- Der har fra politisk side været lydhørhed i forhold til, at der er brug for ergoterapeuter i psykiatrien. Vi har fagligheden til at arbejde systematisk og evidensbaseret med blandt andet meningsfulde aktiviteter og sansebearbejdning både i behandlingen og til nedbringelse af tvang. Jeg oplevede en nysgerrighed på vores budskaber og på ergoterapi i alle regionerne.
Regionspolitikerne blev valgt ved Kommunal- og Regionsvalget den 16. november 2021, og er valgt for en fireårig periode. Derfor var det også en chance for at møde nogle af de nyere Regionspolitikere.
Stadig behov for specialuddannelse i psykiatri
Tina Nør Langager fortæller også, at vigtigheden på en specialuddannelse for ergoterapeuter i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri også blev nævnt til foretræderne.
- I samtlige regioner adresserede vi Sundhedsstyrelsens anbefaling af en specialuddannelse for ergoterapeuter i psykiatrien, som blandt andet Danske Regioner også står bag. Vi bad i den forbindelse udvalgets medlemmer om at appellere til deres partikollegaer på Christiansborg, så det også bliver ‘top of mind’ derinde.
En rundspørge blandt Ergoterapeutforeningens medlemmer fra 2020 viste, at 80% af medlemmer, der arbejder i psykiatrien, vil være mere tilbøjelig til at blive i deres nuværende stilling, hvis man styrker muligheden for efter-/videreuddannelse.
Politiker kalder foretrædet “inspirerende”
Foretræderne har givet anledning til flere opfølgende aftaler og samarbejde. Det er hensigten, at endnu flere politikere skal inviteres med på arbejdspladsbesøg og opleve, hvordan ergoterapi kan være en del af løsningen i psykiatrien.
På baggrund af vores besøg, skrev Mette Bossen Linnet (Venstre) på Ergoterapeutforeningens regionsformand Anna-Marie Laustsens LinkedIn profil:
- Tusind tak for jeres store engagement på vegne af både jeres fag og vores fælles opgave og interesse, nemlig de psykiatriske patienter og deres bedring. Vi deler mange tilgange og værdier såsom recovery-tilgangen som bærende og heraf brugen af meningsfulde aktiviteter i psykiatrien som del af patienternes bedring - både hverdagsaktiviteter og hobby aktiviteter har potentiale og muligheder, hvis de bruges rigtigt [...] Og det var bestemt inspirerende at høre, hvordan vi kan få endnu mere ud af brugen af vores sansemodulationsstuer og mobile “stationer”. Så tak igen fordi I tog initiativ til at benytte muligheden for foretræde og komme forbi vores udvalg på en dag, hvor vi besøgte psykiatriafdelingen i Esbjerg.
FAKTA
Et foretræde giver en borger eller en organisation mulighed for at møde op, og fremlægge en sag eller et emne for politikerne.
Vil du læse mere om, hvordan regionsforetrædet gik lokalt i din region? Så se Ergoterapeutforeningens regionsformænds opslag om foretræderne på de sociale medier her:
- Opslag fra Ergoterapeutforenings Regionsformand Rikke Uldum fra foretrædet i Region Hovedstaden her
- Opslag fra Ergoterapeutforenings formand Tina Nør Langager fra foretrædet i Region Nordjylland her
- Opslag fra Ergoterapeutforenings Regionsformand Maj Britt Middelhede Olsen fra foretrædet i Region Midtjylland her
- Opslag fra Ergoterapeutforenings Regionsformand Rikke Uldum fra foretrædet i Region Sjælland her
- Opslag fra Ergoterapeutforenings Regionsformand Anna-Marie Laustsen fra foretrædet i Region Syd her
Er du nysgerrig på at vide mere om at arbejde i psykiatrien så tjek denne hjemmeside: ergopsyk.dk