Hjem > Aktuelt > Nyheder > Regeringen foreslår ny Ergoterapeut-uddannelse i Haderslev

Regeringen foreslår ny Ergoterapeut-uddannelse i Haderslev

1. juni 2021
7.500 nye uddannelsespladser uden for de største byer, ændring af planloven til gavn for de små bysamfund og markant bedre lånemuligheder for borgere og virksomheder i landdistrikterne. Det er nogle af de tiltag, regeringen foreslår i et nyt stort udspil.

 

I udspillet er der forslag om 25 nye uddannelsestilbud i hele Danmark, hvor udspillet også indeholder nyt for Ergoterapeutuddannelsen. 

Haderslev skal fremover være uddannelsesby for ergoterapeuter. I øjeblikket bliver uddannelsen udbudt syv steder i Danmark. Såfremt udspillet vedtages vil det betyde, at UC Syd fremover vil skulle have to uddannelsesudbud til uddannelsen som professionsbachelor i ergoterapi - en optagelsesmodel, som UC Syd selv har peget på, for i højere grad at kunne imødekomme lokal efterspørgsel på ergoterapeutisk arbejdskraft.

Med i udspillet er der lagt op til en reduktion på 10% af uddannelsespladserne i de store uddannelsesbyer, idet disse uddannelsespladser skal udflyttes fra de store byer.

Formand for Ergoterapeutforeningen Tina Nør Langager siger: 

- Det er helt afgørende for os i Ergoterapeutforeningen, at oprettelse af uddannelsespladser i Haderslev sker ved en omrokering af eksisterende uddannelsespladser fra Campus Esbjerg til Campus Haderslev og ikke ved, at der tilføres ekstra uddannelsespladser til Haderslev på bekostning af uddannelsespladser i de største byer. 

- Der kan være gode lokale argumenter for, at flytte et udbud fra Esbjerg til Haderslev for at tilgodese rekruttering af studerende og senere ergoterapeuter til det sydligste Sønderjylland. Generelt ser vi, at de unge søger til byerne, og at Ergoterapeutuddannelsen i de store byer er meget attraktiv. Det er helt afgørende, at vi kan uddanne de ergoterapeuter, som Danmark har behov for, og derfor er det væsentligt, at vi har udbud, der hvor de studerende bor og vil studere", uddyber Tina Nør Langager og afslutter:

- Udspillet er fortsat meget inkonkret, og vi ved ikke, hvordan det vil påvirke Ergoterapeutuddannelsen på landsplan. Det vi ønsker i Ergoterapeutforeningen er uddannelser, hvor faglighed og kvalitet er højeste prioritet. Vi har generelt stor opmærksomhed på, at kvaliteten i uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi er høj.

Evalueringen af Ergoterapeutuddannelsen i 2020 viste et godt fundament og en stærk uddannelse, som både rummer kravene for en forskningsbaseret uddannelse og en høj tilknytning til praksis. Det er afgørende, at uddannelsesudbuddene kan tilgode både et stærkt forskningsmiljø og mulighed for at skaffes praktikpladser til de studerende.