Region Syd høres om folkeskolereformen
Elever med særlige problemer og handicap kan få gavn af en ergoterapeutisk indsats i folkeskolen, hedder det i et høringssvar fra Etf’s Region Syd til Esbjerg kommune.
Høringssvaret er resultatet af et møde mellem Etf Region Syd og Diana Mose Olsen (SF), formand for Børn- og Familieudvalget i Esbjerg kommune.
Flere Etf-medlemmer, der arbejder på børneområdet, deltog sammen med formanden for Region Syd, Anna-Marie Laustsen.
Få tilbud
Etf havde bedt om mødet for at fortælle, hvilken forskel ergoterapi gør for børn.
- Der er meget få ergoterapeutiske tilbud til børn i Esbjerg. De ergoterapeuter, der er ansat, er alle i deltidsstillinger, fordi det ikke har været muligt at finde timer nok, fortæller Anna-Marie Laustsen.
En bedre skolegang
Børn med ADHD, autisme, psykiske og fysiske handicaps er nogle af de grupper, som ergoterapeuter kan hjælpe til en bedre skolegang, skriver Region Syd.
Den har ud over høringssvaret forsynet Esbjerg kommune med Etf’s nye pjece ’Alle børn har ret til en hverdag’, se højre side.