REP19: Vi gør din hverdag mulig 2020-2022
- Jeg er rigtig glad for, at alle kan se sig selv i indsatsprogrammet. Det giver os en klar retning for arbejdet i foreningen, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Hun peger på, at lige adgang til ergoterapi – og frit valg - er politisk relevant, fordi den nye ret til frit valg af genoptræning syv dage efter udskrivning er ved at blive virkeliggjort. Derudover er en styrket praksisudvikling og forskning to afgørende forudsætninger for en fortsat styrkelse af faget.
- Ergoterapeuter er i dag anerkendt for en stærk faglighed. Men vi skal have modet til at prøve nye tiltag af i praksis, som kan være til inspiration for forskningen. Det kan styrke brobygningen mellem praksis og forskning. Vores langsigtede ambition er en mere forskningsbaseret praksis, som kan styrke vores faglighed yderligere, siger Tina Nør Langager.
Bygger videre på forrige fokusområde
Fokusområdet og indsatserne bygger videre på den foregående REP-periodes fokusområde ”Kvalitet og trivsel i hverdagen”.
- Forrige periodes fokusområde har været den første trædesten i forhold til at sætte fokus på sammenhængen; at gode rammer for at yde kvalitet understøtter trivsel, der gavner kerneopgaven. Nu tager vi et skridt mere og sætter konkret fokus på ulighed i adgangen til ergoterapi samt en styrket praksisudvikling og forskning, siger Tina Nør Langager.
Hun understreger dog, at indsatsområderne kun er den del af de opgaver, som Ergoterapeutforeningen skal løfte i de kommende år.
- Vi har også en daglig drift, der kører sideløbende med indsatsområderne. Det være sig lige fra rådgivning, faglig sparring, uddannelse af tillidsrepræsentanter, overenskomstforhandlinger og indsatser for f.eks. et styrket arbejdsmiljø, siger Tina Nør Langager.
De mange input fra salen vil blive taget med i det videre arbejde med indsatsområderne.