Hjem > Aktuelt > Nyheder > ROPOX-pris til Birgitte Grønnegård Jepsen

ROPOX-pris til Birgitte Grønnegård Jepsen

19. november 2016
Dette års ROPOX-pris er tildelt Birgitte Grønnegård Jepsen, der er leder Hjemmerehabiliteringen og Visitationen i Rudersdal Kommune.
Ropox-prisen
Birgitte Grønnegård Jepsen fik ROPOX-Prisen 2016 overrakt af Tommy Jensen, direktør i ROPOX. Foto: Heidi Lundsgaard. Foto: Heidi Lundsgaard

Af Lasse Ægidius Qvist

Birgitte Grønnegård Jepsen, der er leder af Hjemmerehabiliteringen og Visitationen i Rudersdal Kommune har modtaget ROPOX-prisen 2016. Hun fik prisen på baggrund af sit store arbejde med hverdagsrehabilitering.

- Jeg er meget rørt og beæret. Det er et vigtigt skulderklap for mig, og det varmer rigtigt meget. Begrundelsen blev læst op foran alle kollegerne, og jeg fik blomster. Det var meget rørende, sagde Birgitte Grønnegård Jepsen.

Bedømmelsesudvalget har i deres valg af Birgitte Grønnegård Jepsen især lagt vægt på, hendes store arbejde med at formidle sin indsats bredt ud, så hendes viden kan komme flest muligt til gavn, både fagpersoner og borgere.

- Jeg prøver at tale ind i tankesættet bag rehabiliteringsdagsordenen mere end selve ergoterapien. Vi har som ergoterapeuter så meget at gøre i forhold til den dagsorden og eksempelvis borgerinddragelse, men vi skal bare passe på ikke at blive for fastlåste i vores egen faglighed.

Dobbelt skulderklap

Det er Birgitte Grønnegård Jepsens kollegaer, der har indstillet hende til prisen. Det har de gjort fordi, hun i sit virke har været med til at skabe evidens for effekten af hjemmerehabilitering. De nævner også Birgitte Grønnegård Jepsens utallige bogudgivelser og artikler, samt det faktum at hun har deltaget i udarbejdelsen af KL’s retningslinje for systematisk målsætning i rehabilitering.

Derudover lægges der i indstillingen vægt på, at Birgitte Grønnegård Jepsens arbejde er gennemsyret af, at det altid er med borgeren i centrum.  

- Det er jo de mennesker, jeg arbejder med på tværs, der har indstillet mig, så det betyder selvfølgelig ekstra meget. Det er jo et dobbelt skulderklap, når det både er mine kollegaer og bedømmelsesudvalget, der synes, jeg fortjener prisen.

Med prisen følger et legat på 25.000 kr. Hvad de penge skal bruges til, ved Birgitte Grønnegård Jepsen dog ikke endnu.

- Der er rigtigt mange gode projekter, jeg godt vil i gang med. Det er bare at tage en beslutning.

Birgitte Grønnegård Jepsen blev uddannet som ergoterapeut i 1987, og har efterfølgende taget en master rehabilitering. Hun har i de seneste seks år været ansat ved Rudersdal Kommune.