Satspuljen på sundhedsområdet
Regeringen kom med deres udspil til en psykiatrihandlingsplan tilbage i september måned Der er stadig initiativer fra regeringens udspil at finde i den endelige aftaletekst, men der er også kommet nye til – for eksempel er der i den endelige aftale kommet et løft af PPR på 120,4 mio. over de næste fire år.
I alt er der under overskriften: Et styrket løft af psykiatrien, nævnt 26 initiativer. Nedenfor er et udpluk af initiativerne nævnt:
- Bedre inddragelse af mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende gennem civilsamfundet.
Her afsættes der i alt 12,4 mio. kr. over fire år til at frivillige organisationer, evt. i samarbejde med kommuner og regioner, kan søge midler til initiativer, der styrker borger og pårørende inddragelsen.
- Styrkelse af den tidlige, forebyggende indsats for børn og unge med psykiske udfordringer.
Her afsættes der i alt 60,2 mio. kr. over fire år til bl.a. forebyggende tilbud til psykisk sårbare unge fra 13-25 år. Initiativerne udmøntes af Socialstyrelsen.
- Understøttelse og rekruttering af dygtige medarbejdere til psykiatrien.
Her afsættes 3,6 mio. kr. over de næste to år til at udarbejde anbefalinger til, hvordan man kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere i psykiatrien. Sundhedsstyrelsen nedsætter en arbejdsgruppe, som består af repræsentanter fra de faglige organisationer, Danske Regioner og KL.
- Strategisk omlægning og udvikling af indsatsen i socialpsykiatrien.
Her afsættes der i alt 21,8 mio. kr. over fire år til et partnerskab mellem to til fire kommuner, der skal udvikle og afprøve en samlet model for omstillingen i den kommunale socialpsykiatri. Modellen skal tage afsæt i rehabilitering og recovery. Der vil også være mulighed for en række referencekommune, der vil kunne søge støtte til en strategisk omlægning af deres indsats, så den bliver mere recovery- og progressionsorienteret.
- Sikre kvaliteten på socialpsykiatriens største ydelsesområder.
Her afsættes der i alt 11,1 mio. kr. over tre år til at udarbejde anbefalinger målrettet botilbud og bostøtte. Anbefalingerne skal tage afsæt i en omstilling til rehabilitering og recovery.
- Videns- og kompetenceløft af ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien
Her afsættes der i alt 67,1 mio. kr. over fire år til et kvalitets- og kompetenceløft i socialpsykiatrien af medarbejdere og ledere.
- Udvikling af et sundhedspædagogisk værktøj til forebyggelse af somatisk sygdom
Her afsættes der i alt 0,6 mio. kr. til at udvikle et værktøj, der skal forebygge somatisk sygdom.
- Bedre overgang fra behandlingspsykiatrien til socialpsykiatrien
Her afsættes der i alt 49 mio. kr. til at sikre en bedre overgang fra behandlingspsykiatrien til socialpsykiatrien. Det skal ske ved at gøre det obligatorisk at udarbejde udskrivnings- og koordinationsplaner. Det kræver en lovændring.
- En styrket indsats i PPR - udvikling og implementering
Her afsættes der i alt 120,4 mio. kr. over fire år til at styrke PPR. En del af arbejdet består i, at man skal afdække, hvilke mindre indgribende behandlingstilbud PPR kan varetage. I den afdækning vil man også se på den forskellige praksis kommunerne har. Der afsættes også penge til at implementere tiltag, og samtidig forpligter aftalekredsen på at se på området igen.