Hjem > Aktuelt > Nyheder > SJOT bliver gratis

SJOT bliver gratis

7. marts 2023
På onsdag den 15. marts 2023 sker det: Scandinavian Journal of Occupational Therapy (SJOT) overgår til Open Acces. Det betyder, at alle artikler bliver gratis at læse.
Anita Björklund, der ud over at være chefredaktør på SJOT også er professor ved Jönköpings University, håber, at mange vil benytte sig af muligheden med Open Acces. Også i en travl hverdag. Illustrator: Masao Yamasaki

Nyheden om, at det internationale, videnskabelige ergoterapifaglige tidsskrift i 2023 ville gøre alle artikler gratis at læse kom allerede sidste år, men uden en præcis dato for åbningen. Den har vi nu: 15. marts 2023.

Overgangen til Open Access betyder, at alt der publiceres, bliver frit tilgængeligt uden abonnement. Det vil sige, at alle ergoterapeuter og andre interesserede kan læse om den forskning, SJOT formidler.

Og det glæder naturligvis ETF’s formand Tina Nør Langager, der som bestyrelsesmedlem i SJOT har været med til at tage beslutningen om Open Acces:

- I det nordisk samarbejde ønsker vi at fremme evidensbaseret ergoterapi i hele verden. Derfor har vi besluttet at gøre de videnskabelige publiceringer i SJOT tilgængelig for alle, siger Tina Nør Langager og fortæller, at beslutningen har været længe undervejs og hænger sammen med en generel tendens til, at forskningsresultater og forskningsdata er frit tilgængelige.

-  Vi har længe diskuteret muligheden for Open Access længe, men nu hvor SJOT er det højest rangerede videnskabelige tidsskrift inden for ergoterapi, er der et godt udgangspunkt for at vise vejen til en mere åben forskningskultur inden for faget. Overgangen til Open Access bidrager også med stor signalværdi til et skifte, så de, som forskningen bygger på, også skal kunne få adgang til resultaterne, siger Tina Nør Langager.

Også for SJOT’s chefredaktør Anita Björklund er åbningen en sejr. I et interview med fagbladet Ergoterapeuten sagde hun sidste år om overgangen til Open Acces:

- Kundskaben øges, er jeg sikker på. Som ergoterapeut får man nu endnu bedre muligheder for at uddanne sig på egen hånd ved at få indsigt i forskningsresultater indenfor det område, hvor man arbejder, og det vil højne kompetenceniveauet.

Anita Björklund, der ud over at være chefredaktør på SJOT også er professor ved Jönköpings University, håber, at mange vil benytte sig af muligheden. Også i en travl hverdag.

- Det er ”jätte vigtigt”, at vores praksis er up to date, og at vi baserer den på stabile forskningsresultater, så vi ikke bare gør, som vi altid har gjort, men bringer nyeste viden ind.

Selv om forskerne fremover skal betale for publicering, mener chefredaktøren også, at open acces bliver en fordel for dem:

- Deres resultater kommer bredere ud og bliver spredt lettere i verden, og så bliver de naturligvis endnu mere citeret for deres artikler.

  • Læs interviewet med Anita Björklund her

Scandinavian Journal og Occupational Therapy (SJOT)

  • Grundlagt i 1994. Året inden havde ”De Nordiska Arbetsterapeutförbunden” grundlagt SJOT-stiftelsen, hvis mål var at fremme videnskabelig forskning inden for ergoterapi.
  • Udkommer i dag otte gange årligt.
  • Har længe ligget på top fem over de tidsskrifter i verden med den højeste impact-faktor.
  • De nordiske ergoterapeutforeninger ejer og udgiver tidsskriftet sammen.
  • Læs mere om SJOT her