Skal mænd og kvinder tabe sig forskelligt?

Gruppeforløb kan noget, som individuelle forløb ikke kan, men det er ikke alle, der er glade for gruppeforløb.

Det peger en spørgeskemaundersøgelse blandt 429 overvægtige personer på. Undersøgelsen skulle afdække, om køn, alder, uddannelseslængde og beskæftigelsesstatus havde betydning for overvægtiges behov og ønsker til en aktivitetsbaseret vægttabsintervention.

— I undersøgelsen så vi en kønsmæssig forskel, der var mere markant, end vi havde troet. Kvinder ønskede i højere grad støtte til deres vægttab end mændene, og de ville gerne lave dele af interventionen i grupper, hvorimod mændene generelt ikke var interesserede i gruppeforløb, forklarer Jeanette Reffstrup Christensen.

Hun er ergoterapeut, ph.d., seniorforsker og uddannelsesleder på Syddansk Universitet. Sammen med kollegaer står hun som projektets leder bag undersøgelsen, der blev foretaget i forbindelse med udviklingen af den ergoterapeutiske vægttabsintervention Danish Obesity Intervention Trial (DO:IT).

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen var at klarlægge, i hvor høj grad man bør skræddersy interventionen til forskellige grupper af borgere.

Jeanette Reffstrup Christensen forklarer, hvorfor det overhovedet er interessant med gruppeforløb:

— Fra vores erfaringer med ergoterapeutiske interventioner til næsten alle patientgrupper ved vi, at det er en styrke at udføre dele af interventionen på gruppebasis sideløbende med individuelle forløb. Deltagerne i en gruppe kan dele erfaringer og på den måde give andre input end dem, en ergoterapeut kan give.

Spørgeskemaundersøgelsen viste også, at uddannelseslængde havde en betydning. Personer med kortere uddannelse ønskede i højere grad at få konkret viden om f.eks. kost og sundere vaner end personer med en længere uddannelse. Til gengæld så alder ikke ud til at gøre en forskel for behov og ønsker til en vægttabsintervention.

— Derfor overvejer vi nu, om man skal kunne tilmelde sig den ergoterapeutiske vægttabsintervention på to forskellige måder: Via et individuelt forløb eller via et kombineret gruppe- og individuelt forløb, siger Jeanette Reffstrup Christensen.

Forskningscirkler

Selve vægttabsinterventionen er under udvikling på baggrund af resultaterne af ergoterapeut og ph.d. Christina Jessen-Winges ph.d.-afhandling, som hun har lavet på Syddansk Universitet.

Som en del af sin ph.d. interviewede Christina Jessen-Winge 35 borgere med svær overvægt (BMI ≥ 30) og 35 sundhedsprofessionelle — diætister, sundhedsplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter — der hver især gav deres bud på, hvad der skal til for, at et vægttab kan lykkes.  

Ud fra de 70 interviews blev vægttabsinterventionen udviklet, og efterfølgende blev den justeret ved en metode, der kaldes ”forskningscirkler”.

— Her bad vi to mindre grupper af henholdsvis svært overvægtige borgere og sundhedsprofessionelle om at mødes med os i to såkaldte forskningscirkler, hvor de over fire omgange gav feedback på interventionen via fokusgruppeinterviews, forklarer Jeanette Reffstrup Christensen.  

Feedbacken handlede om, hvad interventionen manglede, og hvad der skulle tilpasses, for at den kunne fungere i kommunerne. Interventionen blev rettet til mellem møderne, og den nye udgave blev fremlagt ved næste møde, indtil grupperne godkendte interventionen.

30 års fiasko

Jeanette Reffstrup Christensen forklarer, hvorfor hun ser ergoterapeuter som den faggruppe, der kan bringe vægttabsinterventioner et helt nyt sted hen.

— I 30 år har læger, fysioterapeuter og diætister forsøgt at bryde overvægtskurven uden succes. Her kan vores tilgang som ergoterapeuter gøre en stor forskel, fordi vi er uddannede til at arbejde klientcentreret. Med fokus på det, som er allervigtigst for borgerne selv, kan vi tilpasse adfærd omkring f.eks. kostindtag og fysisk aktivitet bl.a. ved hjælp af redskaberne Canadian Occupational Performance Measure (COPM), Aktivitetsanalyse, Flowteori og Nærmeste Udviklings Zone (NUZO).

Mange overvægtige har netop ifølge Jeanette Reffstrup Christensen oplevet en række fiaskoer, hvor de har fået udleveret kost- og træningsplaner, men ikke været i stand til at gennemføre de nødvendige adfærdsændringer. Og det er netop ved adfærdsændringer, at ergoterapeuter kan spille en vigtig rolle.

— Det handler om at overkomme nogle af de barrierer, der forhindrer en person i at føre beslutninger om at ændre adfærd ud i livet. Som ergoterapeuter kan vi ’gøre og handle’ ved f.eks. at tage personen under armen og gå med ud og købe et par træningssko og sammen udføre de fysiske aktiviteter, forklarer hun.

I Jeanette Reffstrup Christensens eget ph.d.-studie og senere postdoc-studie lykkedes det i nogle lignende aktivitetsbaserede vægttabsinterventioner at fastholde borgernes vægttab på længere sigt. I DO:IT-projektet arbejdes der videre med at udvikle en forbedret intervention, der skal afprøves i et større randomiseret og kontrolleret studie i danske kommuner.

Gem oprydningen

Samlet set peger studierne i DO:IT-projektet på, at i alt fem områder er vigtige at have fokus på i en vægttabsintervention: Kost, fysisk aktivitet, sociale relationer, etablering af nye vaner og meningsfulde aktiviteters betydning i hverdagslivet. Erfaringerne fra projektets tidligere studier viser, at ergoterapeuter spiller en vigtig rolle på alle fem områder.

— Kosten handler meget om at ændre spiseadfærd, altså hvordan, hvornår og hvor meget, du spiser. Hvis du f.eks. i stedet for faste måltider spiser usunde snacks hele dagen, kan løsningen måske være at ændre adfærd til kun at spise tre gode måltider. Det handler også om at lære at lave mad på nye måder, tilføjer hun.

Når overvægtige skal tabe sig, kræver det et højere fysisk aktivitetsniveau, f.eks. en time om dagen. Hvis det skal realiseres, skal de fysiske aktiviteter ind i hverdagen på en systematisk måde, og her kan ergoterapeuten hjælpe ved at kigge på hverdagsstrukturen, og hvordan vi balancerer hverdagslivet, fortæller Jeanette Reffstrup Christensen.

— Måske skal du sætte vækkeuret en halv time tidligere om morgenen eller køre forbi træningscenteret på vej hjem fra arbejde, så du ikke først når hjem og får svært ved at komme afsted igen. Eller du kan som en fast vane efter aftensmaden gå en tur med din ægtefælle eller en veninde og gemme oprydningen, til du kommer hjem, så du ikke når at blive for træt, siger hun.

Samtidig er det vigtigt, at aktiviteter er meningsfulde.

— Hvis vi ikke kan lide det, vi gør, stopper vi med aktiviteten igen. Mange af de personer, vi har interviewet, er løbet tør for energi, når de kommer hjem fra arbejde. Men hvis du finder ud af, at det er sjovt at løbe på rulleskøjter, eller at det er sjovt at være fysisk aktiv sammen med dit barn, finder du energien til at være mere aktiv i din fritid, forklarer Jeanette Reffstrup Christensen.

Skal aktivere netværk

De sociale relationer har stor betydning for, om et vægttab kan lykkes, og derfor er det i et vægttabsforløb nødvendigt at aktivere sit netværk og kontakte alle nære relationer.

— Vægttabet skal ind i en social kontekst, fordi det har stor betydning, at vores netværk støtter op om vægttabet. Mange af vores interviewpersoner fortæller, at de har oplevet en form for stigmatisering, når de har tabt de første 10 kg. og fortsætter med at sige ”nej tak” til slik og kage. De bliver mødt med kommentarer som ’du bliver da også så mager’, eller ’er du nu blevet hellig’, og så er det let at bukke under, siger Jeanette Reffstrup Christensen.

Her er ergoterapeuter vant til fra andre områder at arbejde med personers netværk og lave netværksanalyser, f.eks. når en person kommer i kørestol og skal genopfinde sit liv og leve på en ny måde.

— Min erfaring med at hjælpe svært overvægtige til vægttab er, at der ikke er forskel på at støtte nye kørestolsbrugere og svært overvægtige, der skal leve på en ny måde, i omidentifikationsprocessen, siger Jeanette Reffstrup Christensen.

— Ved vægttabsinterventioner er vi er nødt til at mødes og tale med venner og familie og forklare, at når personen skal ændre sin måde at leve på, har han eller hun brug for støtte. Netværket skal acceptere de nødvendige ændringer — f.eks. at man bruger tid på fysisk aktivitet og derfor siger nej til at se helt så meget fjernsyn. På den måde undgår vi ekskludering eller stigmatisering.  

— Men det optimale vil være, hvis personen også kan aktivere ægtefælle, børn, arbejdskollegaer eller venner til at være sammen om aktiviteterne f.eks. som en familieintervention med ændring af alles madvaner og fælles fysisk aktivitet, eller at man f.eks. på arbejdspladsen laver aktiviteter sammen, siger Jeanette Reffstrup Christensen.