Sparsomt Finanslovsforslag: Sundhed prioriteres lidt - men ikke nok
Afsat få midler til ældre, sundhed og psykiatri – resten skal der forhandles om
Selvom der er tale om et forholdsvist lille beløb, er Ergoterapeutforeningen glade for, at der fra SSA-reserven (den tidligere SATS-pulje) er afsat 900 millioner fra 2023-2026 til målrettede indsatser indenfor bl.a. ældre-, psykiatri-, sundheds-, og arbejdsmarkedsområdet. Der er dog behov for mere.
Regeringen har desuden fremlagt en forhandlingreserve på cirka 600 millioner kroner i 2023 og 1 milliard kroner fra 2024-2026, som partierne skal forhandle om. De penge peger regeringen på, de gerne ser brugt til en styrkelse af sundhedsområdet, herunder psykiatri og ældre.
Ergoterapeutforeningens formand, Tina Nør Langager, siger:
- Vi har i Ergoterapeutforeningen forståelse for den økonomiske situation landet står i, og regeringens ønske om at sætte midler af til sundhedsvæsnet i den situation. Samtidig må vi også konstatere, at med de udfordringer sundhedsvæsenet, herunder psykiatrien og ældreområdet står overfor, er det fuldstændig nødvendigt, at vi finder flere penge. Vi opfordrer derfor regeringen og aftalepartierne til at finde flere midler i forbindelse med forhandlingerne og håber også, der kommer flere penge på bordet i forbindelse med en eventuel 2030-plan, og kommende udspil. Vi har ikke råd til at lade være. Tina Nør Langager fortsætter:
- Jeg har en generel bekymring for, hvad det betyder for danskernes fysiske og psykiske sundhed, at alle husholdninger skal bruge flere penge til nødvendige leveomkostninger. Fordi vi ved, at det er fritidsaktiviteter og foreningsliv vi ofte må nedprioritere, og det har betydning for børn og voksnes mulighed for aktivitet og deltagelse i samfundet. Det berører særligt de grupper der i forvejen er pressede.
Samtidig har Ergoterapeutforeningen været bekymret for, hvad der ville ske, når den eksisterende aftale om arbejdsmiljøindsatsen udløber med udgangen af 2022. Det er derfor rigtig positivt, at regeringen at bruge 1,3 milliarder kroner på en ny aftale.
- Vi vil gerne rose, at arbejdsmiljøindsatsen prioriteres i finanslovsforslaget. Vi ser, at arbejdsmiljøet på flere områder er udfordret. Vi har dygtige folk i Arbejdstilsynet som nu forhåbentligt får mere arbejdsro til at udføre deres funktion, siger Tina Nør Langager.
- Find link til Finanslovsforslaget her
Baggrund om finanslov
- Ifølge grundloven skal landet have en finanslov, og regeringen skal fremlægge et forslag til denne senest 4 måneder før finansårets begyndelse. Regeringens var med andre ord tvunget til at fremlægge deres forslag senest d. 31. august.
- afholdes der folketingsvalg i efteråret, bliver det det nye folketingsflertal, uanset hvem der “vinder” magten, der kommer til at færdigforhandle finansloven.