Hjem > Aktuelt > Nyheder > Status Fritvalg.dk

Status Fritvalg.dk

14. februar 2020
Etf og klubbestyrelsen orienterede i september 2019 om samarbejdet med Fritvalg.dk; - den myndighed der administrerer privatiseringen af genoptræning efter SL § 140.

En del medlemmer og Etf ydede en stor indsats i opbygningen af udbuddet af genoptræning på basalt niveau. Det gjorde vi i tiltro til, at vi selvfølgelig ville få mulighed for - sammen med Danske fysioterapeuter m.fl. - at forhandle de aflønningsvilkår, der skulle være gældende.

Stik imod al praksis endte det med, at Fritvalg.dk helt ensidigt fastsatte aflønningen på et niveau, som ingen af organisationerne kunne acceptere.

Derfor besluttede vi og Danske Fysioterapeuter m.fl., at vi ikke ville give yderligere faglig bistand til udvikling af beskrivelserne af genoptræning på hhv. avanceret og specialiseret niveau. Dette har desværre ikke fået Fritvalg.dk til at ændre praksis.

Selvom der ikke er aftaler mellem parterne om aflønning, kan I selvfølgelig fortsat vælge at registrere jer som behandlere, hvilket nogle også har valgt at gøre. Der er i det nuværende koncept en mulighed for, at den enkelte ergoterapeut individuelt kan drøfte aflønning med kommunen, der er den betalende part. Det er Etf’s vurdering, at den mulighed ikke reelt vil forbedre aflønningen væsentligt.

Etf følger området tæt og koordinerer alle tiltag med Danske Fysioterapeuter og øvrige leverandør-interessenter.