Hjem > Aktuelt > Nyheder > Stort engagement bag OK15-undersøgelsen

Stort engagement bag OK15-undersøgelsen

8. september 2014
Efter fristen for indsendelse af forslag til OK15-krav sluttede fredag den 5. september kl. 12, kan Ergoterapeutforeningen med stor tilfredshed konstatere at knap 2.000 medlemmer har deltaget i undersøgelsen.

Med de knap 2.000 besvarelser ligger tallet for forslag til krav for OK15 højere end det var tilfældet i forbindelse med OK13. Det er et tal, der måske ikke ligefrem overrasker Etf, men det bekræfter et stort engagement blandt medlemmerne. Og det har en afgørende betydning for det mandat, Etf bringer videre ind i forhandlingsfællesskabet.

- Jeg vil på foreningens vegne gerne sige tak til alle de medlemmer, der har besvaret spørgeskemaet og indsendt deres forslag. Det er godt at se, at vi ved at gøre det lettere at bidrage til Etf’s medlemsdialog også kan konstatere, at ergoterapeuter engagerer sig i udviklingen af deres løn og arbejdsforhold. Det giver Etf’s forhandlingsudvalg og hovedbestyrelse et virkeligt solidt grundlag for at udtage Etf’s krav til fornyelse af de offentlige overenskomster senere på året. Det er inspirerende at have engagerede medlemmer bag sig, siger Gunner Gamborg, formand for Etf.

De heldige lakridsvindere er fundet! 

Vinderne af lodtrækningen i forbindelse med OK15-spørgeskemaundersøgelsen er fundet. De heldige lakridsvindere er June Duckert Jansen, Dorthe Jensen og Jesper T. Nielsen. De tre vindere har modtaget en mail med den velsmagende besked!