Hjem > Aktuelt > Nyheder > Suppleringsvalg til regionale poster i hovedbestyrelsen

Suppleringsvalg til regionale poster i hovedbestyrelsen

3. april 2020
Valgresultatet af de netop overståede politiske valg i Ergoterapeutforeningen betyder, at der skal afholdes suppleringsvalg for to regionale pladser i hovedbestyrelsen. Der skal nemlig findes et nyt regionsmedlem fra region Øst, hvor Margrethe Boel nu er valgt som næstformand og fra region Midt-Nord, hvor Maj Britt Middelhede Olsen er valgt som ny regionsformand.

- Medlemmerne skal nu sikre, at vi får en fuldtallig hovedbestyrelse fra den 1. maj. Med de ti nu valgte medlemmer har vi fået både erfaring og fornyelse fra praksis. Jeg tror på vigtigheden af, at HB også afspejler diversiteten i ergoterapi. Et af vores store indsatsområder i disse år er øget forskning. Jeg håber derfor, at uddannelses- og forskningsområdet også bliver repræsenteret i det nye HB, siger Tina Nør Langager i forbindelse med suppleringsvalget til de to regionale poster i hovedbestyrelsen. 

Virkeperioden løber fra den 1. maj 2020 til 30. april 2021, hvor der er nyvalg på de regionale pladser i alle tre regioner i Etf.

Fra den 3. april til den 16. april 12.00 har du derfor mulighed for at melde dit kandidatur til Ergoterapeutforeningens hovedbestyrelse, hvis du er medlem i enten region Øst eller region Midt-Nord.

Alle aktive medlemmer i de to regioner kan stille op, og ved kampvalg afholdes urafstemning blandt medlemmerne i regionenerne. I så fald vil urafstemningsperioden løbe fra den 20. april kl. 12:00 til den 30. april kl. 12:00.

Som kandidat skal du 

  • Udfylde en opstillingsblanket her
  • Indsamle mindst 10 stillere (En stiller er i dette tilfælde et medlem, der tilkendegiver sin opbakning til en opstillet kandidat. Det er ikke muligt at være stiller for flere kandidater. Som stiller skal man tilhøre samme region som kandidaten) Som stiller skal du udfylde en elektronisk stillerblanket her 
  • Udforme et valgoplæg - og indsende det sammen med et CV (gerne m farvefoto) til Etf til etf@etf.dk, så det er fremme senest den 16. april 2020 kl. 12.00.

Etf.dk vil løbende opdateres med nyt om kandidater og den eventuelle urafstemning, der kun gennemføres, hvis der er flere kandidater til posterne, og der derfor er kampvalg.

  • Læs mere om posten som HB-medlem her
  • Læs mere på siden om kandidater til valget her
    - her finder du også opstillings- og stillerblanketter