Temadag om ergoterapi på sygehuse
Af Maj Dahl-Rasmussen
I dag mødtes mere end 100 ergo- og fysioterapeuter og ledere til en workshop i Fredericia, alle med det til fælles, at de arbejder på en somatisk sygehusafdeling i Region Syddanmark. Workshoppen blev indledt med oplæg af formand for Ergoterapeutforeningen Gunner Gamborg og regionsformand Anna-Marie Laustsen, Region Syd. Derefter diskuterede deltagerne, hvor ergoterapien bevæger sig hen i disse år, og hvad ergoterapeuter særligt skal byde ind med i en tid, hvor flere og flere opgaver lægges ud til kommunerne.
Emnet har været aktuelt længe, men den direkte anledning til workshoppen er en stor undersøgelse foretaget af Ergoterapeutforeningen. Den belyser fire temaer ud fra spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews med ergoterapeuter, der arbejder på regionens sygehuse: Nye arbejdsopgaver og roller, accelerede patientforløb, dokumentation og digitale platforme.
Det sagde deltagerne om dagen
- Jeg er her, fordi jeg gerne vil høre om udviklingstendenserne på andre sygehuse og drøfte, hvad vi skal gøre bedre for at kunne afdække patienternes genoptræningsbehov, når nu vi har dem indlagt i så kort tid. Jeg er især spændt på at høre, hvad ergoterapeuters rolle er på det ambulante område på andre sygehuse, sagde Tina Phillipsen, der er ledende ergoterapeut på rehabilitetsafdelingen på OUH.
- Det er vigtigt, at vi, der arbejder på de somatiske sygehuse, finder ud af, hvad vores kerneopgaver er, og hvordan vi bliver bedre til at udføre dem. Jeg arbejder især med håndpatienter i ambulatoriet, og jeg tænker, at vi har en plads i skadestuen, så patienterne ikke først skal hjem og vente på en indkaldelse fra os, udtalte Maj Nissen, ergoterapeut på Terapiafdelingen på Sygehus Lillebælt i Kolding om sin deltagelse på teamdagen.
Du kan læse mere om hospitalsundersøgelsen, når den offentliggøres her på etf.dk i februar. Der vil også være fokus på undersøgelsen og ergoterapi på sygehuse i dit fagblad Ergoterapeuten.