Hjem > Aktuelt > Nyheder > Tvivl er bremseklods for ledernes egen kompetenceudvikling

Tvivl er bremseklods for ledernes egen kompetenceudvikling

8. september 2014
Knap halvdelen af lederne er i tvivl om, hvilken kompetenceudvikling de har brug for. Det viser en rundspørge, som Væksthus for Ledelse har foretaget blandt lederne.

Listen af krav til lederne er lang. Men cirka halvdelen af lederne har svært ved at oversætte kravene til, hvad de betyder for deres egen kompetenceudvikling. Det viser en rundspørge, som Væksthus for Ledelse har foretaget blandt 468 kommunale og regionale ledere i Væksthusets lederpanel.

Samtidig svarer tre ud af fire, at de gerne vil prioritere deres udvikling højere end de gør i dag.

Derfor kommer Væksthus for Ledelse i en ny publikation med konkrete råd til, hvordan ledere kan udvikle deres kompetencer. En udvikling, der knytter sig til arbejdspladsens mål, og som foregår i arbejdstiden. Med aktionslæring reflekterer lederen, analyserer, hvad der skete og hvorfor, og hvordan det kunne være gjort anderledes.

- Ledere er typisk gode til at slukke brande. Men desværre forebygger brandslukning ikke, at de samme problemer vender tilbage igen senere. Aktionslæring er en god metode til at forstyrre lederens automatpilot, så hun kan udvikle sig på arbejdspladsen i arbejdstiden, siger Sine Sunesen, direktør i KL og formand for Væksthus for Ledelse.

Egen refleksion, netværk og lederuddannelse topper listen over, hvordan lederne i undersøgelsen udvikler deres kompetencer. Og næsten alle i rundspørgen siger, at refleksion over egen praksis netop har fået dem til at handle anderledes.

Publikationen: ”Toplederens egen kompetenceudvikling – en guide til kompetenceudvikling” tager afsæt i teorier om aktionslæring og fra praktiske erfaringer fra topledere i kommuner og regioner. Download eller bestil den på lederweb.dk

Ergoterapeutforeningens mentorordning og støtte til etablering af netværk for ledere giver mulighed for, at du som leder kan reflektere over egen praksis.

Læs mere her på siden eller kontakt lederkonsulent Tina Nør Langager tnl@etf.dk eller 53 36 49 74