UDDANNELSE: Borgeren i centrum

Af Lasse Qvist

Som et forsøg kunne ergoterapeutstuderende fra Metropol i København på deres modul 13 vælge et tværfagligt forløb med fokus på sammenhængende borgerforløb. Sammen med fysioterapeuter og sygeplejersker blev de tilknyttet en borger gennem flere uger. Det skulle give dem et tæt kendskab til borgeren og et bredt indblik i borgerens hverdagsliv ud fra borgerens eget perspektiv.

- Vi var nysgerrige på, hvordan vi kunne optimere de sammenhængende borgerforløb, så vi skruede det her forsøgsmodul sammen, så vi havde mulighed for at indhente nogle erfaringer på det område, siger Jytte Tolstrup, der er projektleder og lektor ved institut for fysioterapi og ergoterapi på Metropol.

Forsøgsmodulet havde til formål at udvikle et valgfagsmodul, som giver de studerende på tværs af professioner kompetencer til at observere og analysere sammenhængende rehabiliteringsforløb for ældre medicinske borgere.

- Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan brede det ud.

Selvom erfaringerne mest var positive, gennemførtes projektet ikke helt uden udfordringer. Således var det svært at finde borgere, der ville deltage, og projektet var en bekostelig affære

- De borgere, der har deltaget, havde mange problemer og komplicerede forløb, og det har gjort det vanskeligt at finde deltagere. Vi kunne godt have fundet patienter med mindre komplicerede forløb, det ville givetvis have været lettere. Men så ville de studerende ikke have fået de samme erfaringer med videre.

Konkrete problemstillinger i hverdagen
Erfaringer fra forløbet peger på, at borgerens forløb og hverdagsliv er meget komplekse, så de studerende skal forberedes på at kunne samarbejde med en bred vifte af faggrupper og institutioner. De studerende skal være rustede til at forstå borgerens oplevelse af eget forløb.

På den måde har de studerende opdaget, at borgeren sjældent selv har en klar fornemmelse af et sammenhængende forløb. De oplever i stedet en række konkrete problemstillinger i hverdagen.

- Der er en tendens blandt sundhedspersonel til, at man kun sætter borgeren ind i, hvorfor man selv er der. Borgeren forstår ikke altid, hvorfor de får eller ikke får hjælp, og de kan have svært ved at skelne sundhedspersonellets organisatoriske placering.

Den koordinering, der foregår bag kulisserne, skal altså kommunikeres klart og tydeligt til borgeren, hvis de skal have en oplevelse af et sammenhængende forløb. Også de pårørende skal inddrages, da de ofte spiller en betydelig rolle i rehabiliteringsforløb.

- Det er vigtigt, at der er en klar kommunikation mellem sundhedspersonellet og borgeren samt de pårørende. Man skal sige hvem man er, og hvorfor man kommer, hver gang man kommer ud på et besøg. Men også runde af efterfølgende, og forklare hvem der kommer næste gang og hvorfor. 

Borgeren i centrum
Et andet aspekt af forsøget var at sætte borgeren i centrum. De studerende har ikke skullet udføre konkrete opgaver, men derimod følge borgeren igennem sit forløb. Her peger erfaringerne på, at det er vigtigt, at man er god til at kommunikere, lytte, danne relationer og udvise sympati, hvis man skal blive i stand til at få indblik i borgerens kerneproblemstillinger.

- De studerende skal være i stand til at skifte deres perspektiv, så de ikke kigger med egne monofaglige briller på deres specifikke situationer. De skal være i stand til at se tingene fra borgerens perspektiv, men også de andre fagpersoners.

Derudover peger studerende og undervisere på, at det er vigtigt, at man er nysgerrig på og interesserer sig for borgeren som menneske og ikke bare patient. Den enkelte fagperson skal ikke bare kunne udføre en konkret opgave hos en borger, men også kunne se, hvordan den opgave indgår i borgerens helhedssituation, og hvad den betyder for borgeren.

- De studerende oplevede faktisk, at man kan komme til at overse en hel del, hvis man kun har blik for sin egen isolerede ydelse.

Føler sig helhedsorienterede

De studerende fik på forløbet også indsigt i, hvordan man arbejder hensigtsmæssigt på tværs af faggrupper. Erfaringer herfra viser, at kendskabet til andre faggrupper kan bidrage med et indblik i egen faglighed. Det kan være en central kompetence for at vide, hvornår man skal inddrage andre faggrupper.

- Det har også været nødvendigt, at de studerende har været så langt henne i deres uddannelse, at de har haft et solidt monofagligt udgangspunkt. På den måde har de bedre kunnet identificere, hvad deres fag har af muligheder og begrænsninger i givne situationer.

De studerende har fået en bedre fornemmelse for en fælles opgave. Gennem de medstuderendes blik har de fået en større forståelse for en fælles opgave. På den måde har de studerende også opdaget, at de har forskellige mål for borgerens rehabilitering.

- De studerende føler sig alle sammen helhedsorienterede, samtidig med at de har vidt forskellige fokus i forhold til borgerens helhedssituation. Det er meget spændende.

For eksempel beskriver en af grupperne, at de har været opmærksomme på forskellige temaer hos den sengeliggende borger. Den sygeplejestuderende havde fokus på en inkontinensproblematik, den ergoterapeutstuderende havde fokus på manglende aktivitetstilbud til borgeren, og den fysioterapeutstuderende havde fokus på, at borgerens søvnbesvær var på grund af krampe i benene.

- I sådan en situation er det essentielt, at sundhedspersonellet er i stand til at kommunikere på tværs af faggrupper, afslutter Jytte Tolstrup.