Hjem > Aktuelt > Nyheder > Vær med til at hylde et fagligt fyrtårn

Vær med til at hylde et fagligt fyrtårn

9. marts 2023
Som medlem af bedømmelsesudvalget til Ropox-prisen, der vælger den ergoterapeutkollega, som skal modtage prisen, gør du en forskel. Det er nemlig vigtigt, at vi husker at hylde de faglige fyrtårne - dem der gør en forskel for borgere, patienter og kolleger i hverdagen og skubber på den faglige udvikling. Og lige nu har du mulighed for, at det kan blive dig, der sidder i bedømmelsesudvalget.

 

Hvert år uddeler virksomheden Ropox en pris på 25.000 kr. til et medlem af ETF, som har gjort en særlig indsats for faget. Ropox-prisen er en pris, man indstilles til af sine kolleger, og derfor er det en ganske særlig anerkendelse at modtage prisen.

- Det er en vigtig funktion, man udfører, når man sidder i bedømmelsesudvalget til Ropox-prisen, siger Margrethe Boel, næstformand i ETF og formand for bedømmelsesudvalget. Hun fortsætter:

- Vi har en fornem opgave i at sætte retningen for udvælgelsen af den ergoterapeut, som skal modtage prisen. Vi skal naturligvis sikre, at det sker på bedste retfærdige vis, fordi ingen af de ergoterapeuter, der indstilles til prisen af sine kolleger, har IKKE fortjent prisen. Det er et interessant hverv at varetage, fordi der er så meget hjerteblod og høj faglighed forbundet med indsatsen, man indstilles for. Jeg ser altid frem til den betroede opgave og glæder mig til samarbejdet i et nyt bedømmelsesudvalg.

Noget for dig?
Bedømmelsesudvalget består af Ergoterapeutforeningens næstformand samt tre ergoterapeuter fra praksis. Medlemmer af bedømmelsesudvalget udpeges af ETF's næstformand. Bedømmelsesudvalgets medlemmer skal så vidt muligt repræsentere forskellige grene af ergoterapifaget og repræsentere en vis diversitet.

For at sidde i bedømmelsesudvalget skal du være medlem af ETF.  Funktionsperioden er tre år og starter primo maj 2023. Det er muligt at blive genvalgt til udvalget. 

Der er frist for ansøgning den 25. april 2023. Hvis du har interesse i at sidde i bedømmelsesudvalget, skal du skrive til konsulent Mette Bay Nyholm mbn@etf.dk. I mailen bedes du oplyse følgende:

  • Din arbejdsplads, eller evt. seneste arbejdsplads
  • Dit ergoterapeutiske kerneområde, fx hjælpemidler/velfærdsteknologi, børn/unge, psykiatri, demens, sundhedsfremme og forebyggelse, genoptræning el.lign.
  • Din bopælskommune
  • Kort begrundelse for dit ønske om at indtræde i bedømmelsesudvalget

Indstilling til kommende Ropox-pris er den 1. maj. 

  • Læs mere om Ropox-prisen her
  • Du finder Kommissorium for Ergoterapeutforeningens bedømmelsesudvalg til Ropox-prisen her