VALG 2023: Louise Boros Daugaard stiller op til valget som regionsformand i Syd
- Det er med stor ydmyghed, at jeg stiller mig til rådighed til posten som regionsformand, siger Louise Boros Daugaard i forbindelse med sit kandidatur og fortsætter: - Jeg er drevet af stort engagement og stor lyst til at være med til fortsat at sætte ergoterapi på dagsordenen og understøtte et fag og en forening i vækst.
For Louise Boros Daugaard, der er visitator i Myndighed Sundhed & Ældre, Faaborg-Midtfyn Kommune, er opmærksomheden blandt andet rettet mod de store udfordringer, der lige nu er på de store velfærdsområder. Hun mener, at de kalder på nye måder at arbejde på, men altid med den ergoterapeutiske kernefaglighed i centrum.
- Vi skal indgå i tværfaglige fællesskaber og se os som en del af holdet, vi står ikke alene, men er fælles om en opgaveløsning til gavn for borgerne og patienterne. Vi har brug for monofaglighed for at stå stærkt og kunne byde ind i det tværfaglige. Derfor skal vi fortsat søge og efterspørge fagfællesskaber og udvikling, siger Louise Boros Daugaard.
Med sit kandidatur har Louise Boros Daugaard fokus på, at hendes arbejde som politiker, hvis hun bliver valgt til posten som regionsformand, sker i samklang med regionens medlemmer.
- Jeg vil glæde mig til et stærkt sparringsfællesskab med regionens ergoterapeuter. Jeg kan kun løse arbejdet godt gennem samarbejde. Jeg vil gøre mit til at være en synlig regionsformand, der tager udgangspunkt i medlemmernes hverdag, og hvor jeg har ambitionen om at være bindeleddet mellem medlem, arbejdsplads og ETF. Jeg vil som regionsformand arbejde for, at ingen medlemmer i Region Syd føler, at de står alene med ansvaret, opgaverne og udfordringerne, afslutter Louise Boros Daugaard.
Du kan læse mere om Louise Boros Daugaards kandidatur her:
Find alt om de politiske valg i ETF her