Hjem > Aktuelt > Nyheder > VALG 2023: Mia Dahl Jensen stiller op til HB

VALG 2023: Mia Dahl Jensen stiller op til HB

13. februar 2023
Mia Dahl Jensen har meldt sit kandidatur til Ergoterapeutforeningens hovedbestyrelse. Hun vil gerne bidrage til at sikre faglig udvikling og bedst mulige vilkår for ergoterapeuter i Danmark uanset ansættelsestype og branche.

 

”Faglighed”, ”Vilkår” og ”Samfund”.

Det er overskrifterne på den nationale strategi for 2023-2025, som blev vedtaget på Ergoterapeutforeningens repræsentantskabsmøde i 2022.

Mia Dahl Jensen, som er cand.san i ergoterapi, har de seneste 4,5 år gjort sig gode erfaringer med at føre visioner og ergoterapeutiske indsatser ud i livet. Da hun startede i Væksthuset, en privat leverandør på beskæftigelsesområdet, tilbage i 2018 som konsulent, var hun den første ergoterapeut i afdelingen. I dag er der 20 ergoterapeuter ansat i hele organisationen, og Mia Dahl Jensen er afdelingsleder.

Med dét organisatoriske og strategiske mindset i rygsækken vil hun gerne påtage sig opgaven om at udarbejde en implementeringsplan for Ergoterapeutforeningens nationale strategi og sikre, at den bliver efterlevet, fortæller hun.

— Jeg er vant til at formidle den ergoterapeutiske faglighed og på flere niveauer argumentere for, hvornår en ergoterapeutisk indsats kan være relevant at inddrage i for eksempel en social- og beskæftigelseskontekst. Det samme behov gør sig også gældende for andre sektorer. Jeg vil gerne bidrage til at sikre ergoterapi, der hvor det er relevant, siger Mia Dahl Jensen.

Derudover vil hun gerne arbejde for, at de ergoterapeuter, der eventuelt er ansat i atypiske stillinger, har den sparring til rådighed, de har brug for, så de bedst muligt kan bidrage fagligt og samtidig trives i deres arbejdsliv, tilføjer hun.

— Jeg har specialiseret mig i beskæftigelsesfeltet, så jeg har et godt kendskab til arbejdsmiljø, og hvad der skaber det gode arbejdsliv for forskellige typer mennesker. Den viden kan jeg bringe i spil i forhold til at bidrage med udviklingen af en strategi, der skal sikre bedst mulige arbejdsmiljø for alle ergoterapeuter i Danmark uanset ansættelsestype og branche, siger Mia Dahl Jensen og tilføjer:

— Vi skal alle være på arbejdsmarkedet i mange år. Der stilles kontinuerligt krav om evne til omskiftelighed, selvtilrettelæggelse og effektivitet, samtidighed med at arbejdsopgaverne bliver mere komplekse. Det er derfor vigtigt, at vi understøtter udviklingen af arbejdsmarkedet på en måde, så vi alle kan følge med – og trives.

Læs mere om Mia Dahl Jensens kandidatur her:

Find alt om de politiske valg her.