Hjem > Aktuelt > Nyheder > Velkommen til de nye ergoterapeutstuderende

Velkommen til de nye ergoterapeutstuderende

28. juli 2020
616 studerende har fået deres ønske opfyldt med en plads på ergoterapeutuddannelsen på en af landets syv professionshøjskoler.
616 studerende har fået deres ønske opfyldt med en plads på ergoterapeutuddannelsen på en af landets syv professionshøjskoler.
Nye ergoterapeuter på vej - efter sommerferien begynder 616 nye studerende på uddannelsen til ergoterapeut. Foto: Colourbox

Når ergoterapeutuddannelserne om få uger slår dørene op for nye studerende, vil over 600 nye ergoterapeutstuderende være på vej igennem uddannelsessystemet.

Ergoterapeutforeningens formand Tina Nør Langager understreger, at der mere end nogensinde er brug for ergoterapeuters kompetencer til at hjælpe mennesker med at få en meningsfuld hverdag.

616 studerende har fået deres ønske opfyldt med en plads på ergoterapeutuddannelsen på en af landets syv professionshøjskoler.

- Vi har set et stigende antal 1. prioriteringsansøgere de seneste år, hvilket er meget positivt, siger Tina Nør Langager.

Med et optagetal på 616 i år har egoterapeutuddannelserne et lidt mindre optag end i 2019, hvor tallet var 629. Det skyldes ikke antallet af ansøgere, men at der er størst søgning i de tre store uddannelsesbyer: København, Aarhus og Odense, som derfor må give afslag til nogle studerende, mens der omvendt er ledige studiepladser i de mindre byer. Erfaringen viser dog, at alle studiepladser er besat ved studiestart.

I alt er 69.526 i år blevet optaget på en videregående uddannelse. Det er 3.815 flere end i 2019.

- Ergoterapeuter tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Vi hjælper den enkelte til så vidt muligt at mestre hverdagen og deltage i samfundet – til gavn for såvel den enkelte som for fællesskabet. Det bliver der ikke mindre behov for i fremtiden, så herfra skal der lyde et hjerteligt velkommen til alle vores nye studerende, udtaler Tina Nør Langager.