Velkommen til den nye regering
- Vi glæder os til samarbejdet med de nye ministre. Der er mange emner i det nye regeringsgrundlag, som vi i Ergoterapeutforeningen har relevante perspektiver på, og jeg glæder mig til et godt og konstruktivt samarbejde med de nye ministre, siger Tina Nør Langager og fortsætter:
- Vi har fra Ergoterapeuternes side en række opmærksomhedspunkter i det, der nu ligger på bordet. Det gælder blandt andet på sundhedsområdet, på lønspørgsmålet, hvor tre milliarder afsættes til lønløft af offentligt ansatte, på ældreområdet, på socialområdet, på beskæftigelsesområdet, på psykiatriområdet, på uddannelsesområdet, med hensyn til frikommune-forsøg og med en ny finanslov. Der bliver nok at tage fat i, og vi er i Ergoterapeutforeningen allerede i arbejdstøjet og glæder os til at blive inddraget og være en del af løsningen.
Et af de områder, som vi er glade for, er med i regeringsgrundlaget, er hjælpemiddelområdet, hvor man kan se tydelige aftryk fra blandt andet vores deltagelse i det rådgivende panel for den nye ældrelov.
Med regeringsgrundlaget ønsker SVM-regeringen også at skabe forandringer på sundhedsområdet. Det gælder både på psykiatriområdet, hvor regeringen blandt andet vil investere yderligere tre milliarder kroner i indsatser over den samlede 10-årige periode, ligesom der også på det somatiske sundhedsområde lægges op til væsentlige tiltag.
Ergoterapeutforeningens formand, Tina Nør Langager siger:
- Der er åbenlyst på sundhedsområdet nogle her og nu-udfordringer, der adresseres med akutpakken. Vi er dog optaget af, at man husker det langsigtede, rehabiliterende perspektiv, og vi byder os til i arbejdet i den strukturkommission, regeringen vil nedsætte. Som organisation, faggruppe og fag vil vi spille relevant og løsningsorienteret ind på de udfordringer, sundhedsvæsnet står overfor.
På socialområdet beskriver regeringsgrundlaget også, at flere skal med i arbejdsfællesskabet, at der er behov for en specialeplan samt bedre sammenhænge. Det er også et vigtigt fokus, som harmonerer med Ergoterapeutforeningens holdning om, at alle skal kunne være med, uanset hvilke digitale kompetencer, de har.
Brug os
Hvordan de mange forslag præcist kommer til at påvirke dig, dit job og vores fag er endnu for tidligt at sige. Du kan altid kontakte Ergoterapeutforeningen, hvis du har brug for hjælp og sparring på jobbet og til karrieren.