Hjem > Aktuelt > Nyheder > Vi gør din hverdag mulig

Vi gør din hverdag mulig

21. november 2018
Det er overskriften på ergoterapeuternes nye grundfortælling, som på en kort og enkel måde fortæller om, hvad ergoterapi er og den værdi, vi bidrager med for den enkelte borger og for samfundet. Formålet er at gøre det lettere for ergoterapeuter at forklare andre om faget og dermed styrke omverdenens kendskab til ergoterapi.
Illustration: Helle Scheffmann

- Vi bliver til tider mødt med forældede opfattelser af vores fag og opgaver, som står i kontrast til ergoterapien anno 2018. Derfor har vi haft et behov for at fortælle, hvad ergoterapeuter bidrager med i samfundet. Nu ligger der en grundfortælling med overskriften ”Vi gør din hverdag mulig", som bevidst er skrevet til omverdenen i et forståeligt hverdagssprog. Fremhævelsen af din hverdag understreger, at det individuelle og klientcentrerede står i centrum for os, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

Hun peger på, at grundfortællingen kan bruges, når man skal forklare sin omgangskreds, politikere eller andre, der ikke har umiddelbar indsigt i ergoterapifaget, hvad ergoterapeuter kan, og hvilken forskel ergoterapeuter gør.

147 bidrag fra medlemmerne

Grundfortællingen er blevet til i et tæt samarbejde med både medlemmer og tillidsvalgte.

- Det har taget et år at udvikle grundfortællingen, og i det arbejde er der indkommet 147 bidrag fra enkeltmedlemmer. Derudover har den været drøftet ad flere omgange i hovedbestyrelsen samt i regionsbestyrelserne, EVR og Specialistrådet. Den er også blevet afprøvet på 11 interessenter; politikere, embedsmænd, andre interesseorganisationer og studerende. Så vi har forsøgt at komme hele vejen rundt, siger Tina Nør Langager.

Hun er klar over, at grundfortællingen ikke er en udtømmende beskrivelse af faget.

- Formålet har været at få en grundfortælling, som beskriver faget på en måde som omverdenen kan forstå. Og det er mit håb, at medlemmerne vil kunne bruge den som afsæt til at beskrive deres egen faglige praksis. Nu skal den ud og få liv blandt medlemmerne og medvirke til at styrke faget, siger Tina Nør Langager.

Grundfortællingen lyder i sin helhed
 

Vi gør din hverdag mulig

De fleste mennesker klarer hverdagen. Andre har brug for hjælp til at kunne selv. Alle har behov for en meningsfuld hverdag, og det bedst mulige liv uanset livssituation.

Ergoterapeuter arbejder med børn, unge, voksne og ældre, der har svært ved at deltage i dagligdagens aktiviteter. Det vil sige alt det, du gør, fra du står op til du går i seng. Så som at magte skole og job, købe ind, tilberede og spise mad, tage tøj på, besøge venner og deltage i fritidsaktiviteter.

Ergoterapeuter træner din krop, psyke og hjerne, og udvikler dine sanser og færdigheder i samarbejde med dig. Vi lærer dig at bruge nye teknikker og teknologier, og tilpasser dine omgivelser og aktiviteter, så du kan klare hverdagen, uanset om det er i børnehaven, i skolen, på jobbet eller i hjemmet.

Sammen finder vi frem til løsninger, som passer til dit liv. Til dine ressourcer og motivation. Til dine værdier og vaner. Målet er en hverdag med indhold og struktur, hvor du kan deltage i præcis de aktiviteter, som du finder meningsfulde.

Ergoterapi investerer i dig, så du har mulighed for at være en del af fællesskabet og bidrage med dit eget potentiale. Det er godt for både dig og for samfundet.
Ergoterapeuter gør din hverdag mulig, så du kan mestre den - uden os.