Forvaskede dyner giver demente bedre søvn
Når velfærden skal være innovativ, kan svaret også være en sammenrullet, forvasket dyne.
Det viser erfaringer fra Herning, hvor to fonde nu støtter et kvalitetsudviklings-projekt, der skal give flere borgere en rolig nats søvn.
Projektet handler om en ny metode til at lægge borgere, der er ramt af demens, i seng, og metoden viser så stort potentiale, at både Helsefonden og Ergoterapeutforeningens Praksispulje nu har bevilget penge til arbejdet for at få den udbredt.
"Den kropsafgrænsede lejringsmetode" kaldes projektet, der er særlig velegnet til svært demente mennesker og borgere med andre funktionsnedsættelser, der påvirker sanseapparatet og kropsfornemmelsen.
Opfindelsen går, kort fortalt, ud på at man ruller tre til fire dyner sammen, og placerer dynerne rundt om den liggende person.
Dermed oplever borgeren en behagelig og tryg fornemmelse, der gør det lettere at falde til ro.
I mange tilfælde kan metoden erstatte en særligt tung, og kostbar, dyne med plastikkugler. Faktisk virker metoden allerbedst med forvaskede dyner med kunststoffyld, idet de er nemmest at rulle fast.
- Det virker ikke på alle, men vi har rigtig gode erfaringer med borgere, som ellers var svære at få til at falde til ro. Det, at man sover godt, betyder samtidig rigtig meget for den enkeltes livskvalitet, for det gælder for alle mennesker, at man fungerer bedre efter en ordentlig nats søvn, siger Christina Hjelm Jakobsen, ergoterapeut i Herning Kommune, og en del af det hold, der i nogle år har arbejdet med metoden.
- Det opstod tilfældigt med én borger, som havde svært ved at falde til ro. Vi tog udgangspunkt i en metode, der hedder "lejring i neutral stilling", og derfra har vi så udviklet den nye metode, blandt andet ved at teste på os selv, og mærke, hvad det føles trygt, fortæller Christina Hjelm Jakobsen.
Det tager under fem minutter at lave et behageligt leje, og derfor tror Herning Kommune på, at metoden kan udbredes til mange plejecentre og institutioner, der tager sig af mennesker med sanseforstyrrelser.
De to nylige donationer, fra henholdsvis Helsefonden og Ergoterapeutforeningens Praksispulje, betyder, at der kan iværksættes et pilotprojekt på fem plejecentre i Herning Kommune i henholdsvis Sunds, Aulum, Sørvad, Snejbjerg og Sdr. Felding.
- Det er en totalt lavteknisk løsning, og vi skal nu prøve at finde redskaberne til mere systematisk at påvise, at der er evidens for, at det virker, siger Ulla Brit Hansen, ledende terapeut ved Hjælpemiddelenheden i Herning Kommune.
Helsefonden har bevilget 250.000 kroner til at måle effekten af metoden. Det skal ske ved at følge 50 borgere over cirka halvandet år, og undersøgelsen laves i samarbejde med Center for Forskning i Aldring og Demens ved Via University College i Holstebro.
Samtidig har Ergoterapeutforeningens Praksispulje bevilget 50.000 kroner til at få projektet rullet ud på de fem plejecentre.