Hjem > Aktuelt > Nyheder > TR-Konference: Hvordan lykkes vi med kerneopgaven

TR-Konference: Hvordan lykkes vi med kerneopgaven

11. april 2019
Under titlen "Samspil og fælles løsninger om kerneopgaven - hvordan samarbejder vi om at gøre hinanden bedre?", har omkring 100 tillidsrepræsentanter deltaget i Etf's TR-konference. En dag med faglige oplæg, aktivitet om samspillet og de fælles løsninger om kerneopgaven. 
- Hvad skal jeg som minimum have med mig hjem efter i dag? Det spørgsmål indledte Lotte Lagoni, næstformand i Etf, TR-konferencen 2019 med i sin velkomsttale. Foto: Alex Tran

På konferencen var der fokus på, hvad det kræver af arbejdspladsen og den enkelte medarbejder at spille hinanden bedre i samarbejdet omkring den fælles kerneopgave. Hvad kræver det af ledere, tillidsvalgte og medarbejdere for at lykkes med kerneopgaven i samarbejdet med borgeren, og hvor er udfordringerne og dilemmaerne.

- Hvad skal jeg som minimum have med mig hjem efter i dag? Det spørgsmål indledte Lotte Lagoni, næstformand i Etf, TR-konferencen 2019 med i sin velkomsttale.

- Når vi vælger at sætte fokus på fælles løsninger og samspil om kerneopgaven, er det bl.a. fordi vi har en ambition om at inspirere vores tillidsvalgte med viden, som de kan overføre værdien af til arbejdspladsen og kollegerne der. Det håber vi gør sig gældende for denne konference.

Den fælles kerneopgave og medansvaret for at varetage den bedst muligt er stadig et højaktuelt emne.

- Vi hører om arbejdspladsernes udfordringer med samspillet om kerneopgaven gennem vores dialog med de tillidsvalgte. Derfor vil vi gerne give mulighed for at få dybere indsigt i det tema. På den måde er konferencen et rum til refleksion og diskussion omkring netop kerneopgaven og hvordan vi spiller hinanden bedre i forståelsen og håndteringen af kerneopgaven, siger Lotte Lagoni.


Foto: Alex Tran

På konferencen deltog tre oplægsholdere, der foldede emnet ud med hver deres indgangsvinkel og perspektiver.

Emma Winter, tidligere centerleder på Kastaniehaven, Vejle Kommune, og nu tilknyttet Videncenter for Værdig Ældrepleje, satte fokus på arbejdet med kerneopgaven og visionsledelse, hvor hun blandt andet delte sine erfaringer fra sin tid som leder på Kastaniehaven i Vejle og fra sit arbejde i Ledelseskommissionen med kerneopgaven som ledestjerne.

Erhvervspsykolog Maja Loua Haslebo holdt oplæg om professionelle relationer i samarbejdet. Ifølge Maja Loua Haslebo bør ledere og medarbejdere se sig selv som organisatoriske medlemmer i et professionelt arbejdsfællesskab, hvor ledere leder og medarbejdere giver følgeskab. Hun belyste det organisatoriske medlemskab og følgeskab og betydningen for samarbejdet om kerneopgaven. Vi skal i fællesskab sætte både rettigheder og forpligtigelser i arbejdsfællesskabet til debat.

Tina Øllgaard Bentzen, forsker på Institut for Samfund og Erhverv på RUC, kom i sit oplæg om samskabt styring der understøtter arbejdet med kerneopgaven blandt andet ind på samskabt styring som metode til mere kerneopgave og mindre bureaukrati.