Hjem > Aktuelt > Nyheder > Regeringens finanslov fremlagt

Regeringens finanslov fremlagt

2. oktober 2019
Regeringen fremlagde i dag sit forslag til finanslov for 2020 under overskriften ”Velfærd først - tryghed, tillid og en grøn fremtid”. I forslaget lægges der bl.a. op til at afsætte 5,4 mia. kr. til velfærd og uddannelse, når pengene, der er afsat i kommune- og regionsaftalen, er indregnet.

I forslaget fjernes omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet, som hvert år har trukket mange ressourcer ud af uddannelsessystemet. Samlet set betyder annulleringen af omprioriteringsbidraget fra 2020, at der tilbageføres 700 mio. kr. i 2020. Dertil kommer, at der tilføres 300 mio. kr. til øget forskning i 2020.

- Det er jeg meget glad for. Jeg har i flere år opfordret til, at de årlige besparelser på uddannelsesområdet skulle fjernes, fordi det er ødelæggende for vores uddannelsessystem. En ophævelse af de årlige besparelser og øget midler til forskning er et skridt i den rigtige retning, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

Regeringen lægger også op til, at der tilføres 300 mio. kr. i 2020 og 600 mio. kr. årligt i 2021-2023 til ansættelse af flere sygeplejersker. Det gør det muligt, at der fra 2021 kan ansættes 1.000 flere sygeplejersker.

- Det er synligt for alle, at der behov for flere sygeplejersker. Vi skal alle arbejde for et sundhedsvæsen, der er langt mere tværfagligt, og derfor skal der være sundhedspersonale nok inden for alle faggrupper, siger Tina Nør Langager og tilføjer:

- Vi skal tværfagligt og tværsektorielt sikre ensartet kvalitet over hele landet og bedre brug af data, og at de rette faglige kompetencer løser de rette opgaver.

Udsatte borgere, familier og mennesker med handicap kan også se frem til en håndsrækning fra regeringen, da der tilføres 400 mio. kr. til socialområdet i 2020.

- Det er et vigtigt signal, at de mest udsatte borgere og mennesker med handicap kan få samme muligheder og en hverdag med meningsfulde aktiviteter som andre i samfundet. Men der er et godt stykke vej endnu før vi er der, siger Tina Nør Langager.

Ingen penge til psykiatrien

I finanslovsforslaget er der til gengæld ikke afsat midler til psykiatrien.

- Det er overraskende, fordi psykiatrien var et væsentlig fokus i valgkampen og har igennem mange år ikke fået tilført de nødvendige ressourcer. Jeg forventer, at det bliver en del af finanslovsforhandlingerne og den efterfølgende sundhedsaftale, fordi vi har brug at der nu kan ske en reel ligestilling mellem det somatiske område og psykiatrien, siger Tina Nør Langager.

 

Tillid til faglighed

I åbningstalen i går i Folketinget annoncerede statsminister Mette Frederiksen en nærhedsreform, som skal skrue ned for detailstyringen af den offentlige sektor. I stedet skal politikerne have tillid til den lokale faglighed og ledelse.

- Det er sød musik, men også en melodi, vi har hørt før. Det er et arbejde, som jeg ser frem til. For der er i den grad brug for en tilgang til medarbejderne, hvor der udvises større tillid til fagligheden, og hvor vi har fokus på hvilke uhensigtsmæssige incitamenter, der kan skabes, siger Tina Nør Langager.

  • Læs regeringens pjece om finanslovsforslaget her
  • Læs hele finanslovsforslaget her