Den frivillige statslige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø er en succes
De første ledere har allerede afsluttet ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten, hvor deltagerne gennem hele foråret er blevet klædt endnu bedre på til at styrke arbejdet med at fremme et godt psykisk arbejdsmiljø. Et tredje hold af ledere har netop afsluttet uddannelsen og i efteråret afvikles det fjerde hold, som allerede er fyldt op.
Hold 5 er under forberedelse og på flipa.dk kan man tilmelde sig et nyhedsbrev, som kommer når de konkrete datoer med mere er klar.
I evalueringsrapporten fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) som netop er kommet, giver lederne en positiv bedømmelse af uddannelsen. Evalueringsrapporten viser, at ledere, der har deltaget i uddannelsen, har fået styrket deres evne til at understøtte et sundt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. De har fået et bedre indblik i, hvad der spiller ind på det psykiske arbejdsmiljø, ligesom de har fået konkrete redskaber og en større tryghed i forhold til deres egen rolle i forebyggelsen af mistrivsel og håndteringen af konkrete udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Desuden har flere deltagere også fået nye perspektiver på det psykiske arbejdsmiljø, en bedre begrebsforståelse og et nyt, fælles sprog de kan bruge i deres arbejde med det psykisk arbejdsmiljø.
Udviklingen af ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten er et resultat af overenskomstaftalen i 2018 mellem Finansministeriet – nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) - og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) bestående af Akademikerne, CO10 – Centralorganisationen af 2010, Lærernes Centralorganisation samt Offentligt Ansattes Organisationer (OAO).
Aftaleparterne samt LEAD i konsortium med Malene Friis Andersen og Marie Kingston har stået bag udviklingen af uddannelsen og udtaler sig om uddannelsen på baggrund af resultaterne i evalueringsrapporten:
- Jeg mødte en masse engagerede ledere, som var meget motiveret for at gøre en forskel for deres medarbejderes trivsel. De erkendte samtidig, at det ikke er nogen enkelt opgave. Deltagerne var meget åbne og gik meget konstruktivt til værks i forhold til at dele de udfordringer de oplever med at skabe et godt arbejdsmiljø, med at gøre brug af deres erfaringer, og konkret omsætte den viden og de redskaber, de fik på uddannelsen, siger Ph.d. og underviser på uddannelsen, Malene Friis Andersen
Også formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard, udtaler sig:
- Nu har vi én gang for alle fået bekræftet, at lederuddannelser i psykisk arbejdsmiljø virker. Lederne har vist, at behovet for uddannelse er til stede, og at de glade for nye værktøjer på området. Det giver stor værdi for de ansattes trivsel, kvaliteten i opgaveløsningen, og dermed også arbejdspladsernes produktivitet, når ledere får bedre muligheder for at uddanne sig i at forbedre arbejdsmiljøet.
- Læs hele rapporten her
FAKTABOKS:
(Om ”Deltagernes læringsudbytte belyst gennem før- og eftermålinger i hhv. København og Århus” tabel 3.2, side 16 i rapporten).
Mere om uddannelsen
Formålet med uddannelsen er at klæde statslige ledere yderligere på til forebyggelse samt håndtering af psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdspladser. Uddannelsen er gennemført i Århus og København mellem november 2019 og maj 2020. Uddannelsen består af tre undervisningsdage og to netværksmøder indlagt mellem de tre undervisningsdage og under uddannelsen udarbejder den enkelte leder en udviklingsplan.
Mere om aftalen om ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten
I forbindelse med overenskomstaftalen i 2018 mellem Finansministeriet - nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen - og CFU blev det besluttet at udvikle ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” til ledere i staten.
Kontaktoplysninger
Malene Salskov Amby
Akademikerne
Søren Kreilgaard
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen