OK21-krav udvekslet i skyggen af COVID-19
Siden forårets nedlukninger og pandemiens påvirkninger af hverdagen – og arbejdsdagen - har der været nye og mange opgaver, som ergoterapeuter og alle andre faggrupper har skullet løse i forhold til borgerne og patienterne. Ergoterapeutforening siger tak til alle medlemmer for det store ansvar, de har båret i 2020 – og fortsat bærer.
Trods COVID-19 udfordringerne modtog Etf krav til OK21 fra 1/3 af Etf’s medlemmer. Fællesnævneren for de krav Ergoterapeutforeningen modtog var fokus på lønudvikling.
Kravene vi forhandler om
Den 15. december 2020 blev der udvekslet krav med arbejdsgiverne.
De væsentligste til de tre arbejdsgivere er: Lønstigninger til alle, der som minimum sikrer reallønnen, en videreførelse af reguleringsordningen, så den offentlige lønudvikling følger den private samt en styrket indsats for at fastholde seniorer og en arbejdsmiljøindsats, der både udvikles og styrkes.
Der er rejst krav om et frit-valgsordning på alle tre områder, så en del af lønnen kan konverteres til pension eller frihed eller omvendt.
I forhold til vores egne overenskomster har vi krav om fokus på de erfarne ergoterapeuter, tillæg for særlige kvalifikationer og funktioner samt krav til arbejdstidsaftalerne, som er rettet mod bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv og dermed en understøttelse af arbejdsmiljøet.
Arbejdsgiverens krav til os tager udgangspunkt i deres forventninger til den økonomiske ramme og behovet for at sikre arbejdsudbuddet. De rejser derfor krav om en ”ansvarlig økonomisk ramme”, et fokus på rekruttering og fastholdelse, seniorvilkår, men også psykisk og organisatorisk arbejdsmiljø. Der er også et gensyn med krav om mere fleksibilitet især i forhold til arbejdstilrettelæggelsen fra tidligere overenskomstforhandlinger.
- Alle krav kan læses her
Forhandlingerne begynder for alvor efter nytår. Hvis alt går efter planen, vil forligene på alle tre områder falde på plads i løbet af februar.