Hjem > Aktuelt > Nyheder > 150 rehabiliterende pladser bliver nu en realitet

150 rehabiliterende pladser bliver nu en realitet

6. juni 2017
Folketinget vedtog fredag d. 2. juni en ny lov om at etablere rehabiliterende psykiatriske afdelinger. Afdelingerne retter sig mod en særlig gruppe udsatte borgere med svære psykiske lidelser, misbrug og en udadreagerende adfærd.
Psykiatri
Den lov, der blev vedtaget i fredags, er en klar forbedring i forhold til de tidligere forslag, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen, med henvisning til ny lov om etablering af rehabiliterende psykiatriske afdelinger. Foto: Lisbeth Holten

Med vedtagelsen af loven om de nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger er der sat et foreløbigt punktum på en langstrakt proces. Ergoterapeutforeningen har sammen med en række andre aktører undervejs gjort politikerne opmærksomme på svaghederne i de tidligere lovudkast. Blandt andet i forhold til rammerne for at kunne udøve tvang. Heldigvis har politikerne lyttet til de fleste indvendinger.

- Partierne bag aftalen har lyttet til os. Den lov, der blev vedtaget i fredags, er en klar forbedring i forhold til de tidligere forslag, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

Nu gælder det om at holde politikerne fast på at føre ambitionerne med de nye afdelinger ud i virkeligheden.

- Det er afgørende, at ambitionen om en tværfaglig indsats og behandling, recovery, rehabilitering, værdighed og tryghed indfries, som bærende elementer. Faglighed og sikkerhed skal gå hånd i hånd, og derfor er en bæredygtig normering også vigtig, siger Tina Nør Langager

Hun peger også på, at der skal fokus på den kommunale indsats.

- Der er stadig meget arbejde, der skal gøres for at løfte psykiatriområdet. Jeg ser et behov for, at vi styrker den kommunale indsats i forhold til mennesker med psykiske lidelser, siger Tina Nør Langager.