#fmdk: Vold på bosteder
- Jeg havde behov for at blive mødt i øjenhøjde og med respekt for, den jeg er, sagde Nikolaj Kristian Hammer, der fortalt om sit langvarende forløb i psykiatrien. Nikolaj Kristian følte sig tabt mellem to stole. Som misbruger mente psykiatrien, at han skulle være tilknyttet et misbrugscenter, mens centeret mente, han skulle være i psykiatrien. – Jeg følte ikke, at der var nogen, som vidste, hvad mit udgangspunkt som aktiv misbruger med psykiske lidelser betød for min behandling. Indtil jeg fik en kontaktperson – en blandt en lang række, som selv havde være der hvor jeg var. Han forstod, hvorfor jeg kunne være voldelig, og hvad der gik galt for mig. Han havde selv været der.
I dag er Kristian i praktik på et bosted og arbejder på selv at blive peer-to-peer kontakt i psykiatrien.
Susanne Lautrops datter på 33 år, har siden hun var 17 år haft kontakt med psykiatrien. Hun har bl.a. boet på 9 forskellige bosteder. Som pårørende efterlyste Susanne en tilgang til mennesket med psykiske lidelser, der i langt højere grad tilpasses efter den enkeltes behov. – Når man får diagnosen, er det som at få en livstidsdom. Jeg mener, der bør findes løsning, hvor medicin og tvang ikke er første bud, men hvor behandlingen tager udgangspunkt i patienten.
Det var der ingen af politikerne i panelet, der var uenige i.
Karen Stæhr (sektorformand i FOA) beklagede tabet af den specialiserede viden, der fandt sted med kommunalreformen og opfordrede til, at der blev skabt flere ressourcer, selvom hun erkendte, at det var et ønske, som politikerne ofte blev mødt med.
Charlotte Fisher (formand for Psykiatriudvalget i Danske Regioner, Radikale Venstre) udtrykte glæde over den ny lov om at etablere rehabiliterende psykiatriske afdelinger, der trådte i kraft i begyndelsen af juni. Afdelingerne retter sig mod en særlig gruppe udsatte borgere med svære psykiske lidelser, misbrug og en udadreagerende adfærd. Charlotte Fisher understregede vigtigheden af, at der var styr på snitflader, men også at alt ikke var løst med 150 rehabiliterende pladser i psykiatrien. – Vi skal arbejde hurtigere i at få viden overført fra den ene sektor til den anden og skabe fælles integreret løsninger. Det skal vi blive meget dygtigere til.
Karina Rohrberg Jessen (medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune) begræd på linje med alle paneldeltagere de voldsomme hændelser på bosteder. Hun erkendte visitationen som en del af den kommunale udfordringer og efterlyste ikke uventet flere midler til området. – Men samtidig skal vi finde nye løsninger og man bør kigge nærmere på de steder, hvor man har rigtig god erfaring med at få nedsat tvang og medicinforbruget, sagde Karina Rohrberg Jessen.
Også Christiansborg er opmærksom på den pressede situationer med vold på bosteder.
– Jeg tror godt, jeg tør udtale mig på Christiansborgs vegne, når jeg siger, at vi alle er optaget af at finde løsninger på dette området. Vi ved måske ikke bedst, men vil gerne gøre det bedste. Og det er det mål, vi arbejder efter, sagde Flemming Møller Mortensen (MF sundhedsordfører for Socialdemokraterne), der samtidig kvitterede for de faglige organisationers indsats og ikke mindst bidrag til loven. – Der var et stærkt samarbejde om at få den rette kurs.
Etf’s formand Tina Nør Langager deltog ikke i panelet, men var aktiv fra salen – Vi skal reducere tvang, skabe ændringer og mere permanente løsninger, der har fokus på det enkelte menneske, sagde hun og udtrykte bekymring for om midlerne til indsatsen i kommunerne følger med opgaven. – Når det så er sagt, så skal vi få integreret de metoder – for eksempel sansestimuli - som vi ved faktisk gør en forskel i forebyggelsen og reduktuionen af såvel tvang som medicinforbrug i psykiatrien, påpegede Tina Nør Langager i den meget relevante og aktuelle debat.
Debatten var arrangeret af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.