Hjem > Aktuelt > Nyheder > Nye veje i psykiatrien

Nye veje i psykiatrien

28. oktober 2020
Ergoterapifagligt Selskab for Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering kan nu - med stor begejstring - lancere projekt "Karriereveje i den Regionale Psykiatri", der skal rekruttere ergoterapeuter til den regionale psykiatri. Et projekt, der også har til formål at skabe større opmærksomhed omkring ergoterapeuters arbejde i psykiatrien, og som samtidig vidner om, hvor stor gennemslagskraft Ergoterapeutforeningens faglige selskaber har.
Ergoterapifagligt Selskab for Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering står bag nyt rekrutteringsprojekt "Karriereveje i den regionale Psykiatri", der er finansieret af Sundhedsstyrelsen. Foto: Anni M. Wiecka

Af Anni M. Wiecka

- Jeg har glædet mig til, at vi nu kan lancere de videoer og det beskrivelsesarbejde, der er blevet lavet til projekt "Karriereveje i den Regionale Psykiatri" for ergoterapeuter, som grundigt beskriver, hvordan ergoterapeuter arbejder og griber opgaver an. Både til alle medlemmer i Ergoterapifagligt Selskab for Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering, Ergoterapeutforeningens medlemmer og også til de ergoterapeutstuderende, der kunne være interesseret i vores projekt, lyder det fra en glad Cæcilie Neumann. 

Hun arbejder til daglig inden for den ambulante psykiatri i OPUS, Psykiatrisk Center Ballerup, men har siden maj 2020 også været faglig projektleder på projekt "Karriereveje i den Regionale Psykiatri". Et projekt, som er blevet til gennem satspuljen 2019, der har til formål at rekruttere og fastholde personale i psykiatrien.

Sundhedsstyrelsen, som har finansieret projektet, efterspurgte en beskrivelse af mulige karriereveje for ergoterapeuter i den regionale psykiatri og valgte derfor at hyre EFS Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering til at udføre dén opgave.

- Undersøgelser i Ergoterapeutforeningen viser, at mange nyuddannede ergoterapeuter er interesserede i at arbejde i psykiatrien, men at få af dem rent faktisk ender med at arbejde i psykiatrien. Med projektet ville vi derfor gerne give dem et større indblik i, hvordan ergoterapeuter i psykiatrien arbejder og på den måde måske klæde dem på til at søge stillinger i psykiatrien, fortæller Cæcilie Neumann.

Projektet består dels af de omtalte videoer og dels af en række podcasts, der henholdsvis viser og fortæller, hvordan ergoterapeuter arbejder i forskellige stillinger i psykiatrien. 

  • Find information, videoer og podcasts på siden ergopsyk.dk 

Ergoterapifagligt Selskab for Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering har også udformet en projektbeskrivelse, der går endnu mere i dybden med at beskrive ergoterapeuters funktion i psykiatrien, men denne lanceres først senere.

Cæcilie Neumann er blevet aflønnet for 10 timer om ugen til at arbejde på projektet, men pengene har ikke været en motivationsfaktor i sig selv, fortæller hun.

- Det har været dejligt at blive inviteret ind til så stort et projekt og få mulighed for at komme ud med de faglige vinkler, som er i praksis lige nu i regi af et fagligt selskab, og jeg synes også, at det viser, hvor meget indflydelse de faglige selskaber faktisk har, eller i hvert fald har mulighed for at få, siger Cæcilie Neumann. 

Et informationsredskab

I podcastene og filmene bliver man introduceret for ergoterapeuter, der arbejder i ambulatorie, på sengeafsnit, inden for ledelse og som forskere inden for psykiatrien. Fælles for alle produktionerne er, at det tydeliggøres, hvordan de medvirkendes ergoterapeutiske faglighed spiller en helt særlig rolle. Bl.a. i forhold til at lave sanseprofiler på patienterne, tænke patienternes problemer ind i et aktivitetsperspektiv og fremme deres livskvalitet. 

Kvaliteter, som er vigtige at få frem, fortæller Cæcilie Neumann.

- Flere af vores kollegaer i psykiatrien står alene med at repræsentere vores faglighed i praksis, så tanken med projektet er også, at det kan bruges som et informationsredskab til at argumentere for, hvor vigtig den aktivitetsbaserede tilgang er for patienternes recovery-proces, siger Cæcilie Neumann. 

EFS Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering er netop etableret med henblik på at styrke den ergoterapeutiske faglighed inden for det psykiatriske og psykosociale område, og det har projektet bidraget til på flere måder, mener Cæcilie Neumann.

- I projektets spæde start efterspurgte vi input fra medlemmerne i praksis, og de har været super gode til at engagere sig, komme med vinkler og forslag til ergoterapeuter, der kunne være gode til at fortælle om deres arbejde i psykiatrien, siger hun og tilføjer:

- Det har været fedt for os, der sidder i bestyrelsen at lære endnu flere relevante parter inden for branchen at kende, fordi det også udvider vores horisont for, hvad ergoterapi i psykiatrien kan. 

Efterspørgsel udefra

Cæcilie Neumann og hendes kollegaer i EFS Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering er blevet positivt overraskede over, hvor stor efterspørgsel, der er på deres viden. Både fra Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen og frivillige organisationer. 

- Vi bliver inviteret til at deltage i møder og fortælle om vores erfaringer fra praksis og være en del af vigtige beslutningsprocesser. Det er spændende at opleve, at ens viden er så efterspurgt, fortæller Cæcilie Neumann. 

Formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager, er meget tilfreds med den høje kvalitet, som EFS Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering har leveret på meget kort tid, fortæller hun.

Målet er at få flere ergoterapeuter ansat i psykiatrien og øge kendskabet til nutidens psykiatriske ergoterapi både blandt ergoterapeuter og eksternt blandt patientorganisationer og arbejdsgivere, og det er et meget vigtigt mål, påpeger hun.

- Der er brug for flere ergoterapeuter i psykiatrien, fordi patienterne har brug for en øget tværfaglig tilgang. For mennesker med en psykisk lidelse er hverdagslivet ofte i kaos, og helt basale hverdagsaktiviteter kan opleves som uoverkommelige. Derfor håber jeg, at projektet kan skabe endnu større synlighed omkring ergoterapeuters arbejde, så vi fremover kan hjælpe endnu flere patienter i psykiatrien gennem en aktivitetsbaseret og sanseintegrerende tilgang både under og efter indlæggelse, siger Tina Nør Langager og tilføjer:

- Det er meget positivt, at Sundhedsstyrelsen har udført opgaven i tæt samarbejde med de faglige selskaber og derigennem fået inddraget den nødvendige ergoterapeutiske specialviden, siger Tina Nør Langager.

  • Find information, videoer og podcasts på siden ergopsyk.dk