Hjem > Aktuelt > Nyheder > Psykiatriske patienter får bedre rettigheder med ny lov

Psykiatriske patienter får bedre rettigheder med ny lov

11. maj 2015
Et enigt folketing har vedtaget et lovforslag på psykiatriområdet. Ændringen af loven har bl.a. til formål at nedbringe anvendelsen af tvang. Ergoterapeutforeningen glæder sig naturligvis over lovændringen.
Tvang i psykiatrien
I Etf arbejder man politisk med at synliggøre ergoterapeuter og faggruppens ydelser i psykiatrien. Foto: Colourbox

Reglerne for tvangsfiksering skærpes. Unge psykiatriske patienter mellem 15 og 17 år kan, uanset om deres forældre har givet samtykke til det eller ej, klage til det psykiatriske patientklagenævn, hvis de mod deres vilje er blevet fastspændt og tvangsmedicineret. Og det bliver nemmere for de ansatte på psykiatriske afdelinger at kropsvisitere patienterne og undersøge deres post og stuer for at forhindre, at ulovlige stoffer finder vej ind på afdelingerne.

Det er nogle af elementerne i det lovforslag om tvang i psykiatrien, som et enigt folketing vedtog den 28. april.

- Det er grundlæggende godt, at de psykiatriske patienters rettigheder forbedres, og at de opnår mere ligeværd og respekt. I Etf peger vi netop på alternative løsninger i behandlingen og håndteringen af de psykiatriske patienter. For eksempel gennem ergoterapeutiske ydelser med meningsfulde aktiviteter i patienternes hverdag, og hvor fokus er på deres ressourcer, siger Gunner Gamborg, formand for Etf.

I Etf arbejder man politisk med at synliggøre ergoterapeuter og faggruppens ydelser i psykiatrien.

- Vi arbejder for, at der tilføres flere midler til ergoterapeuter i psykiatrien. Vi ved, at ergoterapi gøre en forskel for patienternes trivsel og kan være en faktor i nedbringelsen af tvang og overmedicinering i et miljø, der ofte er præget af et højt konfliktniveau, siger Gunner Gamborg.

Fakta om lovens hovedpunkter

Loven om brug af tvang i psykiatrien indeholder i alt syv hovedpunkter, der skal være med til at sikre, at psykiatriske patienter får bedre rettigheder:

  • Mindreårige psykiatriske patienters retsstilling forbedres. 
     
  • Psykiatriloven tilføres en formålsbestemmelse med fokus på selvbestemmelse, ligeværd og respekt for den enkelte. 
     
  • Fokus på forhåndstilkendegivelser fra patienten ved indlæggelsessamtalen eller snarest muligt herefter. 
     
  • Reglerne om tvangsfiksering skærpes. 
     
  • Oppegående tvangsfiksering på Sikringen permanentgøres.
     
  • Udvidede muligheder for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation. 
     
  • Forsøgsordningen om tvungen opfølgning efter udskrivning forlænges.

Læs loven

Psykiatrien i Etf’s medier

I den kommende tid vil du kunne læse mere om bl.a. tvang i psykiatrien, de ergoterapeutiske ydelser, sanserum, politik på området m.m. Vi bringer for eksempel artikler og nyheder i Ergoterapeuten på etf.dk/ergoterapeuten, på Facebook og her på etf.dk - så hold dig opdateret. Tilmeld dig også Etf’s nyhedsbrev