3,9 mio. kr. til stort partnerskabsprojekt om lighed i sundhed
LAKS har som overordnet formål at sikre lige adgang til og lige udbytte af kommunale sundhedstilbud gennem en differentieret indsats over for borgerne.
Partnerskabsprojektet skal identificere konkrete måder, hvorpå kommunale sundhedsprofessionelle i sundhedscentre, forebyggelsescentre, træningscentre, genoptræningscentre og evt. også jobcentre ved at behandle borgere forskelligt kan sikre bedre udnyttelse og bedre udbud af eksisterende sundhedstilbud.
- Vi er af den holdning, at for at opnå lighed i sundhed skal man behandle borgere forskelligt, siger Gunner Gamborg, formand for Etf, og fortsætter:
– Vi er rigtig glade for, at vi har fået midlerne til projektet, der er et fælles bud på, hvordan vi bygger bro mellem, hvad der er sundt, og hvad folk gør. Vi har i dag meget stor viden om, hvilke forebyggende indsatser der er med til at give folk et bedre liv, hvad Sundhedsstyrelsens mange forebyggelsespakker også er eksempler på. Men samtidig er erfaringen, at en meget stor del af befolkningen ikke tager indsatserne til sig og ændrer deres vaner. Det paradoks kalder på nye løsninger.
I LAKS-projektet skal man samtidig arbejde med at få de deltagende institutioner til at udnytte diversiteten i medarbejdergruppen med henblik på at kunne give bedre og mere differentieret service til borgerne.
Projektet forankres i medarbejdernes daglige praksis via et metodisk struktureret og indholdsmæssig fleksibelt koncept, som sikrer, at de involverede medarbejdere og arbejdspladser er medudviklere af projektet, at de kompetenceudvikles, og at projektet samtidig målrettes institutionens kerneydelser.
De faglige organisationer er en del af partnerskabet, fordi deres medlemmer netop har den meget tætte borgerkontakt på sundhedsområdet. Samtidig er de godt organiseret, så organisationerne også kan spille en rolle for den fortsatte forankring og udbredelse af projektet efter pilotfasen.
I takt med, at projektet tager form i kommunerne, vil Etf naturligvis følge op med nyheder og relevant information.